Slut med Nuuk

Nuuk slutter med gåtur til Udsigten og dens nærmeste toppe 679 m over havets overflade i søndags. En ikke helt ideel dag til bjergvandring, da bjergets skyggeside var glat som en ål i rimfrost. Forsigtigt kom jeg dog helt op og udsigten er fantastisk hele vejen rundt - først og fremmest ud over Kobbefjorden. Dette er mit definitivt sidste indlæg fra Nuuk, i morgen kl. 8.50 er jeg over alle bjerge med kurs mod Maniitsoq...

Sidste aften

Efter henholdsvis 4 måneder på Medicinsk afdeling og 10 måneder på Skadestue/Dagkirurgisk er Dronning Ingrids Hospital i Nuuk hermed en saga blot. Glæder mig til at komme videre, da arbejdet på Skadestuen ikke bød på de muligheder for faglig udvikling jeg havde forventet, samtidig er det selvfølgelig vemodigt at sige farvel til søde kolleger... Hermed tak og held og lykke til dem!

Hjemløs

Som det kan ses på en tom stue er Blok 4 nu et veloverstået kapitel. Heldigvis var det væsentlig mere fredsommeligt end frygtet, alligevel er jeg overrasket over at have oplevet tre alvorlige brandudrykninger i de nærmeste omgivelser på et år. Den første udsprang fra min underbo en sen fredag aften (heldigvis før vi var gået i seng - ellers havde vi vel ikke fået ringet til brandvæsenet), og de to andre om natten, ligeledes i weekender, umiddelbart på den anden side af gården i Blok 3. Her var specielt den seneste ret voldsom, og de udvendige skader ses stadig (midterste foto). Det sidste billede viser vores nye midlertidige indkvartering i Oasen...

Uidentificeret gevækst i rimfrost

Så er der godt og vel 1 uge (1 dag-, 2 aften-, 2 nattevagter og 2 fridage) tilbage til det igen bliver flyttedag. Alle bøger om emnet er for længst pakket ned, så jeg vil i skrivende stund ikke bruge tid på identifikation af denne lille efterårsoverlever...

Fjeldgængerens finger

En af fjeldets hyppigst observerede gevækster i denne sene efterårstid hedder på dansk otteradet ulvefod og kan her ses affotograferet. Den latinske betegnelse, huperzia selago, siger mig akkurat lige så lidt som den danske, til gengæld er den grønlandske noget mere interessant - og sikkert også mere vellignende. Her hedder planten qivittup assai, som betyder noget i retning af fjeldgængerens finger.
En qivittoq/fjeldgænger er en sagnomspundet grønlandsk skikkelse, som kortfattet dækker over en person som af den ene eller den anden årsag forlader samfundet til fordel for en eneboertilværelse i fjeldet. I mytologien tager personen her form af det første dyr de møder og bliver siden i stand til at forvandle sig mellem menneske og dyr. Der er selvfølgelig meget mere i denne fortælling, men fjeldgængeren er et frygtet og uhyggeligt væsen, som er i ledtog med de mørke magter. Fjeldgængermytologien hører dog ikke kun fortiden til - således er mangt en grønlænder også i dag overbevist om qivittoqens eksistens. Det er ikke mange uger siden jeg snakkede med en ung mand som netop havde været syd for Nuuk på jagt efter en fjeldgænger, og jævnligt dukker der historier op om personer som er blevet overfaldet i fjeldet af fjeldgængere, og også om oplevelser af mere overnaturlig karakter.

Første farvel til Nuuk

Billede fra min mobiltelefon i morges kl. 10.15 da Åge (fra Maniitsoq) og Johanne (min) sejlede afsted med båden mod Maniitsoq med både supervejr og en lignende vejrudsigt i horisonten. Har netop fået en sms om at de netop nu passerer Napasoq, og så er de jo snart fremme... Ærgeligt at jeg har arbejde både i aften og i morgen tidlig.

Efterår i Kobbefjorden

Gåtur i forlængelse af førnævnte. Til min overraskelse mødte vi både blåklokke og høgeurt på trods af at naturen ellers har været tæt på blomsterløs den sidste måneds tid...

Vindstille i Kobbefjorden

Her lidt billeder fra min formentlig sidste sejltur ved Nuuk i denne omgang, nærmere bestemt i Kobberfjorden i absolut vindstille for et par dage siden. Hvis vejrudsigten holder (og det ser sådan ud) bliver skuden sejlet til Maniitsoq af rutekender i morgen, og så håber jeg selv at kunne sejle det sidste stykke ud til Kangaamiut når den tid kommer.