Brækket ribben

Lige et par ord om en rigtig dårlig februar før den helt forsvinder. Måneden har været præget af et ribbenstraume jeg pådrog mig på en fjeldtur for præcis 4 uger siden. Her var jeg på vej ned af en lettere nedstigning, da jeg pludselig gled på noget is og i et og samme sekund fik benene fejet væk og bankede direkte ned på ryggen. Nedslaget tog pusten fra mig, men jeg kom på benene og gik de mere end 10 kilometer hjem uden større problemer. Herefter udviklede det sig dog til et sandt smertehelvede hvor jeg over de næste 2 uger knap kunne bevæge mig (specielt i sengen). I dag runder jeg så 4 uger og er stadig kun i stand til at sove på ryggen. Jeg bemærkede det ikke egentlig ikke de første uger, men efterhånden fik jeg en tiltagende ubehagelig følelse af et ribben i bevægelse, og at det satte sig i en forkert position ved uhensigtsmæssige bevægelser. Efterhånden opdagede jeg også en tydelig frembuling på et specifikt ribben, som et tydeligt tegn på fraktur. Men heldigvis punkterede lungen ikke og nu er der betydelig fremgang (selvom det altså stadig ikke er helt godt). De fleste ville nok sygemelde sig et par dage, eller uger, men det gjorde jeg sjovt nok ikke. Det har fået mig til at fundere lidt over, at jeg som stationssygeplejerske altid skal være beredt til, at hjælpe og behandle andre, men når jeg selv kommer til skade er der ingen til at hjælpe mig. Det er sådan en lidt underlig retsløs tilstand. Billedet er en edderkop, som også er kommet på glatis.