tirsdag den 24. maj 2016
Nordbodalen i maj
Her lidt billeder fra en længere fjeldvandretur til Nordbodalen, som Johanne og jeg foretog i weekenden. Udgangspunktet var erfaringerne fra vores tur i juli sidste år (se her) og derfor var rygsækken pakket til overnatning med telt og mad. Vi fik parkeret båden inde ved Qingua i bunden af Tunulliarfikfjorden og brugte så en hulens masse tid på at passere flodmundingens mange forgreninger ved absolut lavvande og efterfølgende på at slæbe gummibåden langt og sikkert op på land. Da vi nåede Nordbodalen var skyerne regntunge og da vi nåede vores mål i bunden ved isbræen pissede det ned. Der var ikke så mange andre muligheder end at krybe hurtigt i soveposerne. Da vi vågnede næste morgen var regnen ophørt, men udsigten til mere fik os til at pakke hurtigt sammen. Lidt ærgerligt med tanke på hvor smukt der var sidste år i solskin - og også en noget hård omgang med 47 km med en ret tung rygsæk på ryggen i 2 gange 8 timer med stejl op- og nedstigning til 635 m højde. På hjemturen vendte regnen hurtigt tilbage. Længere oppe i dalen blev det til snefald og oppe i bjergpassagen var det ren vinter... Men på trods af ekstremt ømme skuldre/kraveben (og meget våde gummisko) var det alt i alt en god tur, som jeg er sikker på at vi vil huske tilbage på med glæde - og næste gang vi kaster os ud i noget lignende er jeg sikker på at vi er først i køen til godt vejr.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar