tirsdag den 24. december 2024

Jul igen

Så blev det atter jul og derfor sender jeg min 18. julehilsen fra Grønland. Der skete et par gode ting i 2024. Vi adopterede Krista og vi fik endelig taget Hytten i brug. Resten er desværre mindre rosenrødt. Maniitsoq er en by under nedprioriteret afvikling og det er i sig selv ret trist at være i. Arbejdsmæssigt er jeg fortsat den eneste (reelt) fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter. Og på trods af dette venter vi på 8. måned fortsat på ny overenskomst, som skal resultere i et væsentligt løft både løn- og fastholdelsesmæssigt. Det er den eneste måde man kan tiltrække og fastholde sygeplejersker på Kysten i Grønland (dvs. uden for Nuuk). Det er utroligt at dette ikke bliver prioriteret højere når budgetterne til korttidsvikarer eksploderer. Det er nu 8 år siden fastansatte sygeplejersker i Grønland sidst fik en egentlig lønforhøjelse.

mandag den 2. december 2024

Folkefest?

Så fik Nuuk sin internationale atlantlufthavn og der blev igen lovet guld-og-grønne-skove med billige flybilletter, kortere rejsetid, flere valgmuligheder og hvad ved jeg. Folkefest blev det kaldt. Men det holder selvfølgelig ikke stik. Kun for Nuuk og måske et par andre "vigtige" byer i Grønland - og senere selvfølgelig også for Ilulissat når de får deres egen internationale atlantlufthavn om et par år. Jeg har søgt og søgt og jeg er ikke stødt på noget som ligner en billigere billet til eller fra Maniitsoq. Snarere tværtimod. Samtidig er forbindelserne fra Maniitsoq til København reduceret fra 4 mulige rejsedage om ugen til nu kun 2 (den ene endda lørdag, som er en elendig rejsedag). De resterende rejsemuligheder kræver alle hotelovernatning i Nuuk og billige hoteller i Grønland er noneksisterende. Alle forbindelser i sommerperioden fra Maniitsoq til Billund og Aalborg kræver hotelovernatning i Nuuk. Dertil er rejsetiden til og fra Maniitsoq faktisk blevet forlænget eftersom vi stadig skal afsted fra Maniitsoq med et tidligt fly om morgenen den ene vej og retur med et sent fly fra Nuuk den anden. Dertil er selve atlantflyvetiden forøget fra 4 timer til 5 timer. En hjemrejse fra Københavnsområdet til Maniitsoq kan hurtigt løbe op i en omkring 18 timers rejse (med udgangspunkt i den første forbindelse fra Danmark til Maniitsoq i fredags hvor Dash 8'eren landede i Maniitsoq efter kl. 19). Det giver meget trætte børn. Lars Løkke og flere vigtige grønlandske politikere fløj med den første transatlantiske forbidelse til Nuuk i torsdags. Alle var begejstrede for den forkortede rejsetid og det blev fremhævet hvor hurtigt man nu kan sidde i sin egen stue hjemme i Nuuk og hvor langt ud i verden man kan nå på én og samme dag. Ingen reflekterede over hvad alt det her betyder for resten af landet når Nuuk begynder at høste alle konkurrencefordelene. Det er forvejen dyrt at bo i Grønland og Maniitsoq har gennemlevet en betydelige deroute gennem de seneste år. Det er lidt sørgeligt og det er så én ting. Personligt tilhører jeg også dem der ærger sig over at man nu lukker Kangerlussuaq som indgangen til Grønland. Jeg er overbevist om at jeg aldrig var blevet i Grønland i 17 år hvis jeg første gang var stået af et atlantfly i Nuuk. Men det er en helt anden og ganske ubetydelig historie i den store sammenhæng...

torsdag den 7. november 2024

Mere slut

Hytten som den så ud 12/10, da vi forlod den sammenpakket til vinteren efter vores sidste besøg i år. Her var isen i Tasiusaaq ikke længere passabel for båden og vi måtte derfor igen henover fjeldet ad bagvejen. Jeg ville egentlig gerne have taget yderligere et par weekender derude, men ustabilt vejr og tiltagende mørke gjorde at vi ikke turde lade båden ligge langt væk om natten uden mulighed for tilsyn. Årets sommer var atter kold, regnfuld og blæsende, men vi fik heldigvis alligevel mange gode weekender derude henover hele sejlsæsonen. Mine 3 ugers ferie i juli, som egentlig var sat helt af til at være i Hytten, blev desværre ikke den store hurraoplevelse.

onsdag den 30. oktober 2024

Sæsonen er slut

Sæsonen er slut. Termometeret står på minus 13. Båden er på land. Vi ses om 6-7 måneder...

søndag den 20. oktober 2024

Vinter

Efter et stille og stabilt efterår uden særlig nedbør fik vi i dag vinterens første sne. Heldigvis nåede jeg lige at få skiftet til vinterdæk på bilen. I næste uge skal båden på land og så er det faktisk bare ventetid indtil næste sommer...

torsdag den 10. oktober 2024

Stor dag

Pr. i dag har Johanne og jeg officielt adopteret Krista...

søndag den 1. september 2024

Nogenlunde?

Endnu en kort sommer er ebbet ud. Weekenden bød på snevejr i går (sidste dag i august) og is i Tasiusaaq ved Hytten i dag (første dag i september). Det positive ved den historie er at myggene er næsten væk. Weekenden afsluttede også endnu en ferieuge, som blev brugt på nærmest ingenting i ustabilt vejr. Tidsspilde. Jeg er derfor et skridt tættere på en beslutning om, at fremtidige ferier ikke længere skal afholdes i Grønland, da det bare ikke er givende i forhold til hvad begrebet ferie indebærer. I år har jeg afholdt 4 ugers ferie i Grønland. 1 uge har budt på bare nogenlunde vejr.

mandag den 17. juni 2024

Den Hvide Sø

Grønland byder ikke overraskende igen i år på elendigt sommervejr. I weekenden fik vi allernådigst smag af en enkelt sommerdag med en både varm og solskinsfyldt lørdag. Desværre var det kun denne ene dag. Jeg gik turen fra Hytten til Inugsuit Taserssuat-søen, som vi kalder "Den Blå Sø". I år må en navneforandring til "Den Hvide Sø" dog overvejes, da søen her midt i juni fortsat er helt dækket af hvid is. Men flot er den. Is er fortsat også et problem ved Hytten i Tasiussaq. Da søndagsvejrudsigten ikke var helt god besluttede vi (efter en enkelt overnatning med båden ankret foran Hytten for første gang i år), at sejle hjem allerede lørdag aften. Det blev en noget træls sejltur med 2 trætte børn, da det viste sig at vi var blevet lukket inde af havisen. Sejlturen, som normalt tager omkring et minut, tog pludselig 2,5 timer, da vi både måtte bryde tyk havis og samtidig være ekstremt påpasselige ikke at smadre propellen (hvilket vi oplevede for et par år siden).

tirsdag den 28. maj 2024

Fjeldknold

Tasiusaaq er fortsat fuld af is. Alligevel har haft 2 gode weekender i rap med 2 overnatninger i Hytten (altså 4 overnatninger i alt). Maj har været usædvanlig kold i Maniitsoq og det ser desværre ud til at fortsætte. Hytten holder dog godt på varmen, specielt når solen skinner, og det er jo fint. Ud over det almindelige familieliv bød denne weekend på en længe ventet mulighed for en fjeldtur, som blev til en unavngiven 278 meters fjeldknold godt 4 kilometer øst for Hytten...

mandag den 20. maj 2024

Interiør

Hytten indvendigt, som den ser ud nu. Planen er at male gulvet og installere en køjeseng og så er vi godt tilfredse. Tasiusaaq er stadig dækket af massiv vinteris og vi må derfor fortsat fortøjre på Hamborgerlandsiden og gå over det snedækkende fjeld. Vi haft en meget kold forsommer i år og plusgraderne har fortsat ikke indfundet sig. Vi fik dog 2 fine overnatninger i Hytten her i Pinseweekenden.

onsdag den 8. maj 2024

Sommerdæk

Så er der skiftet til sommerdæk. Krydser fingre for at vi ikke får mere sne på denne side af oktober...

søndag den 5. maj 2024

Is og vand

I går kom båden i vandet og vi fik kigget til Hytten. Den står pæn og fin, som vi forlod den i slutningen af september sidste år. Det er stadig koldt i Maniitsoq med døgnminusgrader. Tasiusaaq er derfor fyldt med massiv og tyk is, som nok bliver liggende længe. Heldigvis kan vi benytte "bagvejen" hvor båden ligger isfrit og vi går over fjeldet. Grundet det kolde vejr er sneen nu hård og nem at passere, men det ændrer sig så snart det bliver varmere. Vi fik slæbt lidt ting over i Hytten og havde et par gode timer. Krista var hopla og har glædet sig til "det røde hus". Hvis vejret arter sig håber vi på en overnatning næste weekend. Når vi sejler plejer vi at hente vand i dunke, men vores normale kilder har ikke åbnet op for sluserne og er samtidig svært tilgængelige med is. Også derfor håber vi snart på varmere vejr...