tirsdag den 7. oktober 2014
Elvkrydsning
I de godt 4 ½ måned vi nu har boet i Narsarsuaq har jeg efterhånden været på et pænt antal gåture i lokalområdet (når jeg ellers har haft fri til det). Desværre bliver turene lidt ensformige, da den store elv inde fra indlandsisen er en irriterende hæmsko på nordsiden af bygden. Indtil videre har jeg krydset et par gange i en billig oppustelig (børne)gummibåd, som af sikkerhedsmæssige årsager selvfølgelig ikke er optimal. I stedet har jeg bestilt en dyr oppustelig packraft fra USA (vægt kun 2,2 kg), men den er endnu ikke ankommet og så er det heller ikke min plan at søsætte den før næste sæson. På det seneste er vandmængden i elven dog aftaget dramatisk og jeg har således fundet er par steder hvor man kan krydse påført en kombination af gummistøvler og regnbukser (og gerne også et par solide elastikker til at afholde vandet fra at løbe op mellem støvle og buks og derved ned i gummistøvlerne). Jeg afholder i skrivende stund min sidste ferieuge i år og har derfor været på daglige ture, da vejret har været stabilt stille. Efter min elvkrydsning på vej ud i går stødte jeg på 12-13 havørne ved et lille vandhul. Forventeligt lettede de efterhånden som jeg nærmede mig og på isen lå en pæn friskfanget, og halvt konsumeret, fjeldørred. Min første tanke var at tage et foto af fisken med min mobiltelefon, da kvaliteten af mobilkameraet slet ikke er til ørne. I stedet opdagede jeg 5-6 ørne, som var begyndt at cirkulere lige over mig. Når jeg er alene i fjeldet bliver jeg let nervøs ved den slags og jeg valgte derfor en hurtig retræte med en stor bue uden om. Vi taler her om fugle på størrelse med min overkrop og vingefang på op til 2 ½ meter. Resten af turen gik uden problemer og jeg kom både ud til indlandsisen ad en anden vej og fik flot udsigt over elven fra en fjeldtop.
lørdag den 27. september 2014
søndag den 21. september 2014
Bange anelser og håb
Efter en måned med vagtarbejde blev mine forhåbninger om lidt sejltid og et par gode efterårsdage i fjeldet skudt helt ned af (u)vejret. Nu banker vinteren så på med sne i dag og døgnfrost allerede i den kommende uge. Desværre betyder det også, at jeg nok ikke når på flere indkøb i byerne i år, da jeg tror jeg skal prøve at få båden på land snarest muligt. Udsigten bliver derfor en hel vinter uden "kvalitets" frostgrønsager med mere, da butikken her i Narsarsuaq forsynings- og udvalgsmæssigt er det dårligste jeg har oplevet i Grønland (med priser helt i top selvfølgelig). Det er jeg ikke helt glad for. Men om en 7-8 måneder bliver det jo forår og sommer igen, og det vil jeg så bare se frem til...
torsdag den 18. september 2014
Fridag
Så blev det endelig fridag, og dét selvfølgelig med regn og blæst. Regnvejret kunne jeg ikke komme uden om, men læ var der hele vejen langs elven og ovre i Blomsterdalen. Som det kan ses er det grønne for alvor blevet gult og brunt...
søndag den 14. september 2014
Tæt på
Her lidt billeder fra dagens Narsarsuaq og omegn, der har budt på umiskendeligt efterår med kraftigt blæsevejr og en snegrænse, som i nattens løb er rykket helt tæt på. Vi skulle ikke højere end 300 meter før vi havde sne under skoene, og samtidig fik vi også en bidende erindring (i fingrene) om at huske handskerne fra nu af. I dag er også min 24. vagtdag uden fri og min mobilitet har derfor været begrænset til mobilradius, som jo desværre ikke er noget man kan prale af i Grønland (men i Narsarsuaq dog bedre end i andre bygder). Har arbejdsmæssigt haft forrygende meget at se til i hele perioden og jeg glæder mig derfor til en ægte tiltrængt friweekend om 5 dage...
mandag den 18. august 2014
Første solokøretur
Så fik jeg endelig mit kørekort og har i dag taget min første solokøretur i ambulancen. Det første billede er dog en måneds tid gammelt fra en omgang køreskole med Erik, mens det andet er ambulancen i garagen ved sygeplejestationen som jeg lige har sat den. Med fotografering er jeg derimod dårligt kørende, da mine kameraer ikke rigtigt kan klare fjeldmosten. Det seneste druknede i forbindelse med en vandtur, da jeg gled på en glat sten og røg i elven. Indtil videre må jeg altså nøjes med mobilen, som desværre ikke helt er noget at råbe hurra for...
lørdag den 9. august 2014
Sæson
Årets første skællaks, som fanget med garn et godt stykke længere ude i fjorden tidligere i dag. Blåbærrene (eller mosebøllebærrene som det jo egentlig er) har der derimod været her længe og ser ud til at stortrives i Narsarsuaqområdet.
fredag den 25. juli 2014
Hvid blåklokke
Her et par sjældnere hvide varianter af den ellers almindelige grønlandske blåklokke (sianiusat på grønlandsk og campanula gieseckiana på latin).
mandag den 7. juli 2014
lørdag den 5. juli 2014
Fisk
Troede egentlig ørredsæsonens blink og kystdel var slut, da vi på det seneste ikke har haft held med fiskekrogene, men også fordi ørrederne ligesom holder op med at bide i saltvand når man kommer hen mod juli. Johanne og jeg tog dog i dag lige en "sidste tur" og det gik faktisk over al forventning. Hele 9 ørred blev det til. 5 kom med hjem og af disse var 2 i den pæne vægtklasse lige under 2 kg. Nu må vi se om jeg lige skal have afprøvet ørredgarnet eller om jeg venter og tager årets sidste eksemplarer rundt omkring i elvene...
søndag den 29. juni 2014
Sommer
Lige et par billeder før juni rinder ud. Først Johanne og Aka på Signalhøjen i Narsarsuaq i dag, og siden undertegnede tidligere på måneden inde ved indlandsisen. Har ikke været i skrivehumør længe, og er det heller ikke nu, men det kommer jo nok igen en dag.
lørdag den 17. maj 2014
Farvel til Narsaq
Der er allerede gået et par dagen siden vi sagde farvel til Narsaq og sejlede til Narsarsuaq i bunden af Tunulliarfikfjorden. Fik ikke lige dokumenteret ankomsten, men billedet fra Narsarsuaqs havnefront er fra næste dags sne- og gråvejr.
En snarlig fortsættelse på dette følger...
En snarlig fortsættelse på dette følger...
tirsdag den 13. maj 2014
Flyttestatus
Vores materielle liv har siden i går eftermiddags været pakket ned i denne container og nu går vi så bare og venter på en positiv vindmelding for Narsarsuaqområdet så vi kan futte af sted i båden. Der har været berettet om kraftig blæst derinde det sidste døgn eller mere, men ifølge DMI skulle det aftage henover natten i nat. Er godt træt og øm efter flere dages sen nedpakning og rengøring, den fysiske flytning i går og så en nat på et hårdt trægulv i nat. Men nu er det værste overstået og formentlig kommer vi til Narsarsuaq i morgen.
fredag den 9. maj 2014
Forvirring
Bedst som man troede sommeren var lige om hjørnet blev det vinter igen. I dag er der 3 dage til lejligheden i Narsaq bliver tømt og 4 dage til vi sejler til Narsarsuaq.
onsdag den 7. maj 2014
Op over
Temperaturen har efterhånden, mest, sneget sig om på den rigtige side af frysepunktet og sommeren rykker stadigt nærmere. I går fik vi så båden i vandet og det blev også til en kort prøvetur. Sejlsæsonen i Narsaq er dog endnu ikke helt skudt ind, og søsættelsen derfor primært foranlediget af vores flytning til Narsarsuaq om godt 5 dage. Her skulle lejligheden i Narsaq stå tom og besigtiget, og vi skulle gerne være på vej de godt 50 km længere ind i bunden af Tunulliarfikfjorden...
Abonner på:
Opslag (Atom)









