mandag den 26. august 2019
Stenørken
Her lidt billeder fra en udforskende vandretur på Hamborgerland sammen med Johanne og Thomas i søndags. Vi nåede vi op på en navnløs fjeldknold i små 650 meters højde med fin udsigt over den store Karrata Tasia-sø, som strækker sig godt 10 kilometer på øens midte.
torsdag den 1. august 2019
Sommer i Atammik
Er små 2 uger på Sygeplejestationen i Atammik. Foreløbig har jeg været her i 4 dage og indtil videre har det været tåget uafbrudt med de der halvkølige 5-6 grader. Jeg har 8 dage tilbage herude og så håber jeg ellers bare at der stadig er lidt sommer til gode når jeg kommer hjem til Maniitsoq. Vi havde en dejlig forsommer i maj, men selve sommeren har desværre igen ikke været noget at råbe hurra for. For dem der ikke lige ved det er Atammik en bygd med omkring 200 indbyggere godt 100 km syd for Maniitsoq og 100 km nord for Nuuk.
fredag den 12. juli 2019
Store fisk
Der er blevet slået et par fiskerekorder under Eriks besøg i Maniitsoq. Først fik vi en grum prikket havkat på 10 kg og siden en kleppert af en torsk på 12,5 kg.
tirsdag den 9. juli 2019
Kvægmyg
Erik er på besøg fra Danmark og derfor tog vi på 3 dages vandretur fra Naqerloq i Ikkamiut Kangerluarsuat, via Appamiut Kangerluarsuat, og videre helt op til Evighedsfjorden. 42 km tur/retur i et terræn hvor man skal være ovenud tilfreds med at tilbagelægge 2 km per time. Naturen er smuk og storslået og man er helt alene i verden. Der er lige et lille, men samtidig altoverskyggende og nærmest uudholdeligt minus, nemlig kvægmyggen (også kendt som kamik-kvægmyg, knot, simulium vittatum og/eller unnaalik). Dette lille bæst af en bidende blodsuger bliver i sig selv kun op til 5 mm, men optræder i helt vanvittige mængder visse steder i fjeldet (dvs næsten overalt på denne tid af året). De forfølger dig uophørligt i en sværm i alle døgnets 24 timer (gerne i kroppens læside, men fra alle sider når der er stille) og alle har de samtidig mål mod øjne, næse, ører eller mund og kravler sideløbende gerne også op under trøje, ærmer eller bukseben. De bider med langvarig kløe og hævelse og efter 3 dage er man drevet til grænsen af vanvid...
mandag den 1. juli 2019
Nyt barnebarn
Vores lille familie blev 28. maj udvidet med endnu et barnebarn i form af en lille velskabt (og velsignet rolig) pige. Det må derfor være på tide med et par billeder...
søndag den 30. juni 2019
Hjemis
Billeder fra sejltur til bunden af Maniitsup Sermilia efter isterninger for et par dage siden. Storbladet Gederams blomstrer usædvanligt tidligt i år. Jeg går ud fra at det hænger sammen med den milde forsommer vi har haft - mild, men ikke decideret varmt. For tiden er her ret køligt med kun 4-5 grader. Forhåbentlig får vi også lidt rigtig sommervarme på et tidspunkt i løbet af sommeren i år (det gjorde vi jo ikke sidste år).
søndag den 9. juni 2019
Amassatter
Så er det igen sæson for ufattelige mængder af amassatter (lodder), som søger ind på lavt vand for at gyde. Simon tog dem med hænderne. Jeg tog dem med mit fiskenet.
onsdag den 5. juni 2019
Fjeldørredtid igen
Årets første fjeldørreder fanget med blink i en blikstille Søndre Isortoq i går aftes. Fangede egentlig 5, men de første 2 smuttede desværre lige ud af mine hænder. I Sydgrønland siger man at fjeldørreden har spist sig fed og god når blåklokken blomstrer. Det gør den nok først om en måneds tid og som fotoet illustrerer er ørrederne fra i går da også lidt på den slanke side. Alligevel er den stadig en velsmagende og kraftfuld fisk - og specielt årets første er altid sjove at fange...
lørdag den 1. juni 2019
tirsdag den 28. maj 2019
I vandet
Så kom båden i vandet og med dejligt vejr i lørdags fik vi os en god lang dag på og i det våde element. Først besøgte vi hytten i Tasiusaaq og måtte på grund af is benytte os af en lidt lavvandet bagvej. Isen lukkede hurtigt sammen foran hytten og vi valgte derfor hurtigt at sejle videre. Mågeæg var forgæves, men Johanne fik sig i stedet en dukkert i det iskolde vand ved Puiartoq i Ikamiut Kangerluarssuat. Herefter endte vi helt ovre i Søndre Isortoq hvor vi observerede både springende pukkelhvaler (som jeg desværre kun fik dårlige billeder af) og årets første arktiske alperoser, som er en af mine grønlandske yndlingsblomster.
onsdag den 22. maj 2019
Tæt på
Endelig kom båden i dag i vandet. Desværre blev det kun til en kort sejltur i havnen selv om alt var pakket og klart til en større ekspedition. TelePost havde endnu et kabelbrud og derfor røg alt internet og derved også muligheden for at købe benzin med kreditkort.
fredag den 10. maj 2019
Godt & ondt
Første del af maj har været mild med masser af solskin og vi nærmer os derfor alvorligt sommer i Maniitsoq. Der mangler måske lige en 5-6 grader. De sidste mange år har ellers budt på snestorme på denne tid af året. Båden er næsten klar til at komme i vandet, men så alligevel ikke. Der var selvfølgelig lige en zinkplade som skal udskiftes på værksted - og en tur på værksted kræfter en tur med lastbil. Det er så det vi venter på nu. Det første kan jeg leve med, men årets alvorligt dårlige nyhed er dog at vi i løbet af vinteren har haft en ubuden gæst i båden. Tyven har stjålet en madras. Det lyder måske ikke af så meget, men for mig er det en katastrofe. Madrassen er en del af bådens basisudstyr og er designet så den i et bestemt system skaber vores soveplads forrest i båden. Det er nu ødelagt ligesom vi selvfølgelig heller ikke kan sidde ordentligt når vi sejler. Jeg håber Johanne kan lave en nødløsning, men det bliver ikke det samme. Tyverier, hærværk og manglende respekt for andres ting er desværre en indgroet del af den grønlandske hverdag og jeg er så træt af det...
søndag den 14. april 2019
Postkort fra Madeira (igen)
Så havnede vi igen på Madeira (se 2017). Det var egentlig ikke helt efter planen, men jeg kunne ikke lige finde noget bedre i farten. Vejret er dejligt med cirka 20 grader og masser af sol. Jeg blev selvfølgelig ret rød allerede den første dag, da jeg glemte både solcreme og hat - og så brugte hele dagen på at finde et velassorteret supermarked. Desværre tør jeg ikke leje en bil, da vejene er snørklede og vanvittigt stejle samtidig med at der bliver kørt hurtigt. Min køreerfaring er max 40 km/t i grønlandsk bytrafik - punktum. Det er lidt ærgerligt, da blot en lille bytur hurtigt løber op i en 25 kilometers vandretur på grund af de mange dybe kløfter og dertilhørende omveje...
fredag den 5. april 2019
Abonner på:
Opslag (Atom)



