Hytten nåede desværre ikke at blive helt færdig før weekenden, men skulle gerne blive det i næste uge. Flot bliver den...
fredag den 18. august 2023
torsdag den 17. august 2023
onsdag den 16. august 2023
Endelig sker der noget
Alle byggematerialer er nu sejlet ud og byggeriet af den nye Hytte tager hurtigt form. Efter planen er den allerede færdig i løbet af et par dage. Gennem de sidste uger har jeg med god hjælp af Johannes søsters' mand Erik (som tilfældigvis har været på besøg) malet og sejlet byggematerialerne ud og selve byggeriet står LH Byg og Thomas for...
fredag den 28. juli 2023
Løgn og nyt håb
Som skrevet i mit indlæg i januar gider jeg egentlig ikke negative ting på denne blog og har derfor holdt lav profil siden. A+ Illut er nu gået fra ”tvangsopløsning” til "under konkurs" og den Hytte jeg i mere end 2 år fik lovning på "lå i en container" og "ville blive bygget så snart isen smeltede" eksisterer ikke. Denne løgn er nu bekræftet efter advokaternes gennemgang A+ Illuts konkursbo. Altså har firmaets leder løjet mig direkte op i ansigtet igen og igen og igen og igen. Det er reelt det der har rystet mig mest ved hele denne historie. Jeg havde her lyst til at skrive hans navn, men det kan findes ved en simpel Google søgning. I år har vi så uden sammenligning haft den dårligste sommer i mine 16 år i Grønland. Og det siger en del. Alligevel har vi nu begrundet håb om meget snart at få bygget en ny Hytte. Jeg er nu næsten færdig med oprydningen efter de 2 tidligere Hytter og heldigvis er fundamentet fra den bortblæste Hytte i så god stand at det kan genbruges. Det forsøger jeg at gøre klar og næste indlæg her bliver således forhåbentlig med en Hytte...
søndag den 8. januar 2023
Modgang (afsnit 732)
I vores uendelige historie om modgang er byggefirmaet A+ Illut (A+ Huse) nu under tvangsopløsning, dvs. lukket. Lederen forsvandt hu-hej kort før jul med det sidste ledige fly til Danmark og hans medarbejderne (inkl. Johannes datter Aleqa, som er uddannet maler) blev holdt uvidende og fik ikke udbetalt deres juleløn den 23/12. Lige nu er der vist ikke rigtig nogen der ved hvad der sker, men jeg går ud fra at myndighederne får sat en advokat på sagen så vi i det mindste har nogen vi kan henvende os til. A+ Illut har efterladt et sandt ragnarok af ufærdigt arbejde i Maniitsoq by. Værst er det vel gået ud over 2 ufærdige etageejendomme til en andelsboligforening, som skulle have været færdige for 1½ år siden og hvor kun halvdelen af andelshaverne endnu er flyttet ind selvom de betalte for lejlighederne for 2-3 år siden. Andre kunder har været mere heldige ved at være prioriterede fordi de er store kunder - og andre er af ukendte grunde blevet opprioriteret. Vi har reelt ventet i 3 år på vores Hytte og venter jo for så vidt stadig. Vi har betalt fakturaer til A+ Illut på 150.000 kr. og samtidig har vi mistet inventar for mindst 25.000 kr. 3 ødelagte somre har vi fået og jeg har brugt måneder på at rydde op. Dertil er vi blevet fyldt med den ene løgn efter den anden. Vi blev syltet hele sommeren i år og så sent som 27/10-22 skrev lederen af firmaet til mig at "han ville gøre alt i hans magt for at vi næste sommer skulle kunne nyde den første hele sommer i vores Hytte". 2 måneder senere tvangslukkes hans firma. Jeg nægter at tro på at han ikke på denne dato har haft en klar fornemmelse af at A+ Illut ikke ville eksistere til næste sommer. Han har vedvarende påstået at han havde vores nye Hytte liggende i en container og han lovede mig så også at han ville få Hytten sejlet ud til Hyttestedet før jul i år og få den pakket godt ind så den lå klar til at blive bygget til næste år. Heller ikke dette løfte holdt han. Jeg ved at jeg har været for naiv og godtroende, men reelt har jeg ikke haft andre muligheder fordi jeg simpelthen ikke aner hvad man stiller op i sådan en situation i en by som Maniitsoq i Grønland.
Det første fotografi er de sørgelige rester af den oprindelige Hytte, som vi fandt den 8/5-21. De 2 næste fotografier viser hvorfor den oprindelige Hytte ikke blev stående, nemlig helt absurd små skruer. Skruerne (max 10 cm høje og skruet 2 cm ned i fundamentet) har stået med cirka en halv meters mellemrum og er det eneste der har holdt Hytten på plads. At det ikke er tilstrækkeligt bør være elementær viden for ethvert byggefirma...
Det første fotografi er de sørgelige rester af den oprindelige Hytte, som vi fandt den 8/5-21. De 2 næste fotografier viser hvorfor den oprindelige Hytte ikke blev stående, nemlig helt absurd små skruer. Skruerne (max 10 cm høje og skruet 2 cm ned i fundamentet) har stået med cirka en halv meters mellemrum og er det eneste der har holdt Hytten på plads. At det ikke er tilstrækkeligt bør være elementær viden for ethvert byggefirma...
søndag den 25. december 2022
torsdag den 15. december 2022
Grønlandsliv fortsat
23 dage efter Johannes traume er hun nu blevet opereret i Nuuk. Det kom der denne øloplukkerlignende skinne med 8 skruer i venstre underarm ud af. Derved når hun altså ikke op mine (mindst) 11 skruer efter min trimalleolære fraktur i venstre underben i januar 2022. Grotesk er det, at Johannes første "behandlende" læge, som hun blev tilset af på dag 0, dag 1 og så på dag 4, først ikke lagde gips på og efterfølgende heller ikke ville give hende stærkere smertestillende tabletter. Jeg synes røntgenbilledet her indikerer hvorfor Johanne havde seriøst ondt og heldigvis findes der andre, og mindre forstokkede, læger...
onsdag den 7. december 2022
Grønlandsliv
I vores fortsatte føljeton af modgang er turen nu kommet til Johanne, som har pådraget sig et kompliceret brud på venstre underarm/håndled. Skaden skete under firmafodbold i den lokale sportshal for 18 dage siden. Efterfølgende har hun haft betydelige smerter uden bedring på trods af gips. Objektivt kan man se at der er noget galt, men på trods af gentagne røntgenbilleder er der ikke rigtig sket noget. I dag skulle hun så endelig til ortopæderne på Dr. Ingrids Hopital i Nuuk, men så blev flyvet selvfølgelig aflyst. Air Greenland har sat et nyt fly ind på lørdag kl. 16.30, dvs. om 3 dage fra nu og altså præcis 3 uger efter traumet...
tirsdag den 20. september 2022
Laks
Årets laksefangst bestod af 2 pæne og 1 mindre pæn, som var delvist spist af en måge. På 2 dage. Vejrudsigten lover igen elendigt vejr (som hele sommeren i Maniitsoq i år) og jeg antager derfor at der ikke bliver flere laks i år.
torsdag den 1. september 2022
Den uendelige historie
Mit annus horribilis anno 2021 er fortsat i 2022 og jeg gider ikke at skrive alt muligt negativt. Derfor gør jeg det ikke. Men jeg vil lige slå en krølle på følgende historie, som har fyldt meget i vores lille familie i 3 år - og samtidig delvist ødelagt 3 somre. Vores Hytteprojekt ser nu ud til at have direkte kurs mod skibbrud. Efter en uendelig række af brudte løfter, og formentlig endnu flere løgne, melder byggefirmaet A+ Illut (*) nu pludselig, at de ikke kan sætte dato på hvornår de kan bygge vores hytte, men at overvejer om de skal give os pengene tilbage. Reelt er tilbuddet helt ukonkret og angiveligt er det bare endnu en omgang tomme ord for at vinde mere tid. Lederen af firmaet lover altid at vende tilbage, men gør det aldrig. Jeg er ret naiv og tror på det gode i mennesker, men efter denne sag skal jeg have revideret mine antagelser. Hvorfor vi er blevet holdt hen i 2 hele somre får jeg nok aldrig en forklaring på og alle de ekstraudgifter vi har haft til mistet inventar, træolie, osv. har jeg for længst skudt en hvid pil efter. Det er respektløst, spild af vores dyrebare tid og så er det bare en regelret svinestreg. De sidste 2 måneder har jeg ryddet op efter den smadrede Hytte hver weekend. Det er et gigantisk arbejde. Jeg har nået meget, men kan nok se frem til at det strækker sig ind i en sommer eller to mere. Der er stadig også rester af den oprindelig Hytte, som vi rev ned før den nye Hytte skulle bygges. Det er alt sammen komplet meningsløst. Arealtildelingen er dog i mit navn og derfor er det også mit ansvar at området er pænt. Det kan JEG desværre ikke bare løbe fra.
Fotos er henholdsvis Thomas og Krista, som hjælper til med oprydningen derude.
(*) A+ Illut byggede den den nye Hytte for 3 somre siden. Det tog hele sommeren. Kort efter blæste Hytten væk fordi den ikke var fæstnet tilstrækkeligt mellem fundament og Hytte. Der var blevet brugt små ca. 10 cm skruer, hvoraf kun et par cm er skruet ned i selve fundamentet, med omtrent 1 meters mellemrum. Det er ikke tilstrækkeligt til at holde en stor Hytte på plads på et løftet fundament i det grønlandske fjeld. Det må være elementær viden for ethvert byggefirma i Grønland.
Fotos er henholdsvis Thomas og Krista, som hjælper til med oprydningen derude.
(*) A+ Illut byggede den den nye Hytte for 3 somre siden. Det tog hele sommeren. Kort efter blæste Hytten væk fordi den ikke var fæstnet tilstrækkeligt mellem fundament og Hytte. Der var blevet brugt små ca. 10 cm skruer, hvoraf kun et par cm er skruet ned i selve fundamentet, med omtrent 1 meters mellemrum. Det er ikke tilstrækkeligt til at holde en stor Hytte på plads på et løftet fundament i det grønlandske fjeld. Det må være elementær viden for ethvert byggefirma i Grønland.
lørdag den 30. juli 2022
I mål
I dag gennemførte jeg mit vandremål for i år, nemlig en tur rundt om vandsøen. Det blev til 7,5 km i vådt og kuperet terræn på 2 timer. Det kan jeg absolut ikke klage over. Venstre fod er fortsat stiv og balancen ikke optimal, men ellers er det bare forrygende og skønt at komme ud igen. Næste mål må være 10 km og til næste år skal jeg igen op på toppen af Kistefjeldet (hvis jeg ikke ender med at gøre det allerede i år). Billederne er af Krista på en mindre fjeldtur for et par dage siden.
mandag den 20. juni 2022
Isnyt
Isen i Tasiusaq er endelig væk (i hvert fald den del af isen, som har betydning for vores Hytte). I dag er der 3 uger til min ferie. Nu nu håber jeg bare på, at vi har en Hytte før, og ikke efter, min ferie (som for 2 år siden).
søndag den 12. juni 2022
Stadig is
Der er stadig masser af is i Tasiusaq - og reelt vil det nu være et mirakel hvis vi når at få en ny Hytte inden eller bare imens jeg har sommerferie i år...
lørdag den 4. juni 2022
Is og vand
I dag ville vi så hente gletcheris til isterninger i Maniitsup Sermilia. Det gør vi en gang om året og fylder op i fryseren. Fjorden er godt 25 km lang. Vi sejlede 10 km ind og måtte så vende om, da de næste 15 km var inpassabel vinteris. I år er helt vanvittigt. Vi er mindst en måned bagefter normale forhold. Man kan ikke en gang hente vand (som vi normalt gør flere gange om ugen på denne tid) fordi de normale vandkilder er svært tilgængelige og/eller fortsat meget vandfattige.
fredag den 3. juni 2022
Lang vej
Vejret er endelig blevet stabilt med sol og pæne plusgrader. Tasiusaq er fortsat lukket med is, dog en anelse bedre end for 4 dage siden. Der er desværre stadig lang vej til en ny Hytte...
mandag den 30. maj 2022
Første sejltur
Årets første sejltur blev traditionen tro en tur rundt om Maniitsoqøen og Hamborgerland. Det var en kølig fornøjelse, som ikke blev bedre af at jeg havde glemt både mine handsker og min hue. Vandet var uroligt på hele det åbne område og vi måtte derfor opgive at gå i land på øerne efter mågeæg. Vi lagde også vejen forbi Tasiusaq hvor vi har en aftale om at få bygget en ny Hytte så snart som muligt. Og desværre bliver så snart som muligt sent i år. Vejrmæssigt er vi vel en måned bagefter normalen (alt er fortsat hvidt) og så godt som hele Tasiusaq er dækket af tyk havis. Det betyder at man ikke kan sejle ind til vores "Hytte" og derved kan den jo heller ikke blive bygget...
fredag den 27. maj 2022
tirsdag den 24. maj 2022
Begyndende antiklimaks
Det elendige grønlandske forår fortsætter og er vel efterhånden blevet en årlig tilbagevendende antibegivenhed. Resten af verden oplever den ene varmerekord efter den anden, men her oplever vi mest tiltagende nedbørsmængder og ustabile kølige somre. Jeg har fortsat ikke fået båden i vandet og i morges vågnede vi atter op til helt hvide veje og endnu en omgang nyfalden sne. Bilen fik sommerdæk på for 3 uger siden. I år er det lidt ekstra træls fordi jeg har en aftale om at få bygget min nye Hytte så snart vejret er til det. Nu trækker det bare ud. Skrækscenariet er at vi igen først får en færdig Hytte i august og så er der reelt kun arbejde før det igen bliver frostvejr i september. Mit ben er fortsat i fremgang. Jeg har smidt krykkerne, hævelsen aftager og knægenerne er bedret. Største problem nu er fodtøj. Støvler og sko rammer mine skinner og skruer på forskellige måder og er pest eller kolera. De gør ondt på forskellige måder. Jeg håber det bliver bedre efterhånden og ellers må jeg jo se frem til at jeg måske kan få fjernet nogle af skruerne og/eller skinnerne når der er gået et år.
tirsdag den 10. maj 2022
Tiden går
Så fik vi endelig gravet båden fri og fjernet presseningerne. Nu skal motoren klargøres og bunden rengøres. Herefter skal den transporteres og søsættes. Det kan nok tage et par uger. Normalt har vi været på årets første sejltur på denne tid, men i år er ingenting gået efter planen. Først brækkede jeg jo benet i januar og dertil har vinteren trukket ud med vedvarende minusgrader og store mængder sne. Min genoptræning går for så vidt godt. Jeg går nu oftest uden krykker, men på arbejde mest med én enkelt krykke. Benet er fortsat noget stift og tingene går ikke helt så hurtigt som det plejer. Hvis det ikke lige var på grund af tiltagende gener fra mit knæ ville jeg være ret positiv. Billedet af båden er taget her til aften og sådan ser det ud når Krista spiser salat.
tirsdag den 5. april 2022
Flere fremskridt
Har skovlet sne for første i 3 måneder. Dejligt. Desværre går det lidt langsommere med udsigten til at kunne gå igen. Jeg havde drømt om at smide krykkerne i morgen kl. præcis 8, men det var en anelse naivt. På nuværende tidspunkt kan jeg humpe et par akavede skridt uden støtte - og dét gennem stor fysisk og mental vilje. Derfor må jeg desværre skrue lidt ned for forventningerne og tage det som det kommer. Desværre har genoptræningen været en ret ensom proces baseret på "3-punkts-gang med tiltagende belastning over 4 uger" og intet andet. Resten har jeg gættet mig til. Er nu begyndt med kun én krykke og øger belastningen på det dårlige ben. Det føles fint og i dag bar jeg et fyldt glas i hånden fra køkken til stue for første gang. I morgen starter jeg så på arbejde igen. På halv tid til at starte med. Håber min fod holder til at hænge nedad i 4 timer (plus til og fra arbejde)...
Abonner på:
Opslag (Atom)
































