torsdag den 21. november 2013
Verdens bedste brød
Jeg siger tak til lægevikar Karsten for det sidste inspirerende skub ud i "verdens bedste brød", som jeg dog har været på sporet af i længere tid. Resultatet blev et nemt og overraskende lækkert brød med både fylde, sej- og sprødhed. Tror ikke jeg har smagt lignende siden jeg flyttede fra København for godt 6 år siden hvor den lokale pizzabar i Nansensgade lavede kanonbrød (og indimellem på ferier måske). At jeg kom til at løfte det 250 grader varme grydelåg med fingrene var en uheldig bivirkning, men jeg har desværre været usædvanlig klodset (andre vil måske mene sædvanlig klodset) på det sidste (røg også ned af trapperne i børnehaven for et par dage siden). Netopskrifterne på "verdens bedste brød" er utallige...
fredag den 8. november 2013
Novembertur
Tur langs Narsaq Elv og op på Kvanefjeldet i dag. Det blev kun til den lille knold på 709 meter. Nåede lige hjem til solnedgang så det var nok meget godt at jeg ikke tog den lidt større på 879 meter med... Vi fik ellers god portion sne for en uge eller to siden, men det forsvandt i en storm lige så pludseligt som det var kommet. Apropos kraftig vind så er tredjesidste foto udsigt direkte ind til det lille indhug i Kangerluarsukfjorden hvor vi havde en meget ubehagelig oplevelse i august - som det kan ses ligger indlandsisen i baggrunden.
søndag den 27. oktober 2013
lørdag den 12. oktober 2013
Flere laks
På en råkold morgen blev min fiskepessimisme i dag atter gjort til skamme, da jeg kunne tømme garnet for yderligere 4 flotte skællaks (alle mellem 4 og 5 kg). Nu er mit loft for laks i fryseren nået og Johannes datter Moni har også fået et par stykker. Var noget bekymret for at jeg heller ikke i år skulle udleve mine laksedrømme, men nu kan jeg heldigvis gå vinteren i møde med fred i sjælen...
fredag den 11. oktober 2013
Endelig laks
På trods af kraftigt aftagende optimisme fik jeg i går genudsat mit laksegarn og vendte i morges så tilbage til det obligatoriske tjek. Mine forventninger kan på dette tidspunkt beskrives som en naiv håbefuld pessimisme velvidende at garnet ville være tomt. Heldigvis blev dette sortsyn erstattet af begejstring, da jeg ved nærmere tilsyn kunne pille 2 friske skællaks ud af garnet. Den første var en stor kleppert på 5,25 kg og den næste en lidt mindre på 3,75 kg. Begge altså pæne fisk. Håber på en gentagelse af succesen i morgen så jeg kan nå op på en passende mængde laks i min fryser... Historien om min første laks findes her.
tirsdag den 8. oktober 2013
Sne & nul fisk
Livebillede fra Narsaararmiit hvor årets første dagssne i skrivende stund falder. Har en uges ferie, og sædvanligvis under halvuheldige vejromstændigheder synes jeg. Fik dog en dejlig dag i går hvor vi både fik sat laksegarn og fik handlet lakridslager i Qaqortoq, som varemæssigt er noget mere velassorteret end Narsaq. Desværre måtte vi hive garnet op efter allerede 5-6 timer, og indskudt uden fisk, da jeg ikke turde lade det stå med en dårlig vejrudsigt for specielt i dag og efterfølgende dage med masser af regn. Håber vejret arter sig igen sidst på ugen så jeg kan få smidt garnet igen...
søndag den 6. oktober 2013
Nye farver
Årstidens farver ved en lille gåtur i går til Månesøen på Tuttutooq-øen - en godt 22 kilometers sejltur fra Narsaq by.
torsdag den 19. september 2013
onsdag den 18. september 2013
Lakseelven
Billeder fra Lakseelven i bunden af Kangerluarsukfjorden lige syd for Narsaq (og lige nord for Qaqortoq) på en stille dag i fredags. Det sneklædte bjerg, der stikker 1200 meter op i landskabet hedder Redekammen. Desværre er stedets magi for mit vedkommende nok en saga blot, idet nyheden om et australsk mineselskabs ansøgning om minedrift ved Kringlerne (netop lige ved Lakseelevens udmunding i Kangerluarsuk) var dagens grønlandske nyhed 5. september. Jeg kom forbi her blot en uge efter og blev noget overrasket over, at der allerede var slået en stor camp op.
Abonner på:
Opslag (Atom)




