søndag den 28. juni 2015

Rotur

Michael og Mikkels første større tur i vores packrafts på Tunulliarfikfjorden for et par dage siden. Det gik fint og giver mod på mere. Jeg har faktisk allerede købt mig en ekstra raft og har nu altså både en grøn og en blå. Hensigten med dette er muligheden for familieorienterede ture...

mandag den 22. juni 2015

970 meter

I går kom sommeren endelig til Narsarsuaq med en skøn solskinsdag uden myg (næsten) og 18 graders varme. Det var optimale betingelser for en dagfjeldtur med mål på den nærmeste højeste knold - et 970 meters unavngivet fjeld i Mellemlandet omkring 10 km fra Narsarsuaq. Glemte selvfølgelig solcremen og fik derfor reddede mig en pæn solskoldning af primært arme, men heldigvis havde jeg husket bøllehatten. I Grønland er det dog ikke hver dag man bliver solskoldet så det er til at leve med...

onsdag den 17. juni 2015

Fjeldstatus

Billeder fra en hurtig efter-arbejde-fjeldtur med maksimum højde på 475 meter og udsigt over Tunulliarfikfjorden. Sommervejret i hele Grønland er fortsat elendigt, og det ser desværre ud til at fortsætte (selvom den sidste uges tid har været mildere). Det meste fjeld i Narsarsuaqområdet er nu farbart , men der stadig ligger fortsat megen sne i højderne. Med velvilje fra vejrguderne håber jeg nu på et par weekender med mulighed for ude- og sejlliv. Juli står så på ferie - hvor Johanne efter skolegang i Nuuk også kommer hjem på sommerferie.

søndag den 14. juni 2015

Første sommerdag?

Søndagen udviklede sig til noget nær årets første sommerdag med fænomenale 15 grader og samtidig længerevarende øjeblikke med solskin. Har er et par billeder fra Helikopterbugten, som jeg besøgte på vej hjem fra Qassiarsuk med Aka. Her var blikstille og en vrimmel af fjeldkvan, mælkebøtter, rosenrod, stenbræk - og tre fjeld-valmuer (foto).

søndag den 7. juni 2015

Koldt i juni

Så har vi allerede passeret den første uge af juni, og desværre er der stadig ikke sommer i sigte. Weekenden har budt på massiv regn og temperaturer omkring 5 grader, men man kan næsten ikke tillade sig at klage, da temperaturen her i Narsarsuaq gerne er et par grader (eller mere) højere end i byerne længere ude mod kysten. Den lavtliggende sne er efterhånden forsvundet, men kulden skaber fortsat problemer. Først kunne fåreholderne ikke få de små lam på græs, og nu ikke videre ud i de højere fjelde. Fjeldørredernes udgang i saltvand er tydeligvis også forsinket. I går høstede jeg dog 3,7 kg amasetter (lodder på dansk) - og eftersom disse småfisk er fjeldørredens absolutte livret må man antage, at de er lige på trapperne...

søndag den 31. maj 2015

Sidste dag før sommer

I dag fik vi endelig lagt bådebroer (og min båd) i vandet. I morgen er det officielt "sommer" og så må vi jo bare håbe, at vejret også vil opføre sig derefter. I dag har vi dog haft overdådige 8-9 grader... Så der er grund til optimisme.

søndag den 24. maj 2015

Årets første blomster

Den kølige forsommer har åbenbart ikke forstyrret purpur-stenbræk, som i tusindvis er spiret frem nede i elvsletten, og derved igen i år blev årets første blomst i min del verden.

mandag den 18. maj 2015

Booster

Fik i går afprøvet min oppustelige letvægtsgummibåd (Yukon Yak - vejer 2,27 kg) med en kort sejltur på tværs af elven, og så lige et smut op på en 119-meters knold på den anden side. Efter en mindre evighed i Narsarsuaqs begrænsning var det en hårdt tiltrængt moralsk booster. Sådan en gummibåd giver nogle muligheder en stor båd ikke giver, og det glæder jeg mig til at udforske i fremtiden (hvis det da ellers nogensinde bliver rigtig sommer, igen i dag har vi haft snevejr).

torsdag den 14. maj 2015

Jammer

Kristi himmelfartsdags morgen. Jeg lader billederne tale for sig selv...

søndag den 3. maj 2015

Sort sommer

En selfie fra toppen af Signalhøjen i eftermiddags, som desværre også illustrerer, at der stadig er alt for meget sne i Sydgrønland - og derfor altså også endnu et godt stykke vej til sommer. Det er næsten ubærligt når man samtidig erindrer, at fjorden (og derved vejen ud af Narsarsuaq) sidste år var tiliset allerede i slutningen af september. Så hvis vi nu skal vente helt til juni før det smelter har vi haft vinter i omkring 8½ måned, og så altså udsigt til en sommer, som måske kun varer i 3½ måned...

onsdag den 29. april 2015

Postkort fra Danmark

Et lille postkort før jeg tager hjem til Grønland i morgen...

tirsdag den 14. april 2015

På afveje

Med et par dugfriske billeder af årstidens hyppigste insekt i og omkring Sygeplejerskestationen (de sidder på murene i tusindvis så snart solen skinner, og kravler desværre også gerne ind igennem vinduessprækkerne når de får chancen) er jeg taget på min årlige ferietur til Danmark. Afgangen blev først aflyst i morges, men pludselig skal jeg nu af sted alligevel (desværre ankommer jeg så midt om natten). Men når jeg vender hjem til Narsarsuaq ved månedsskiftet håber jeg inderligt, at den grønlandske vinter endelig vil være slut - den har været noget nær uendelig i år...

fredag den 27. marts 2015

Ny Olsen (igen)

I morges var der igen forøgelse i Olsenfamilien, da Johannes datter Moni (hun har dog skiftet efternavnet ud med Petersen) fødte et 3640 grams forventet pigebarn - som dog viste sig, at være en dreng. Mor, barn og bedstemor har det godt og er i Nuuk - så min status som 3 x papbedstefar er sådan lidt langdistance. Far og storebrødre er i Narsaq. Som min tradition byder vil jeg her komme med mit bud på et passende navn - ja faktisk hælder jeg sådan lidt mellem 2 forskellige. Enten Erik Røde inspireret af nabobygden Qassiarsuk (og fordi han var noget rødmosset på et tidligt foto jeg fik) eller Oleraq (lille Ole) på den sådan lidt ironisk/sarkastiske måde fordi han (måske) er større end sin mindste storebror, men mindre end sin største storebror - men det kan godt være, at det sidste bliver lige lidt for tænkt. I 2011 forslog jeg det mundrette Aappilattunnguaq (her), men han hedder nu Nicklas. Simon blev født før min tid.

onsdag den 25. marts 2015

Stille dage

Usædvanligt stille martsdage på Tunulliarfik-fjorden med og uden is - ind imellem blæser det dog ret meget, som det også kan anes på bjergene på det midterste foto, og det er jo derfor isen nu er væk...

lørdag den 21. marts 2015

Sightseeing

Alternativ rute over den store (frosne) elv til Kiattuut Sermiat (Den Døde Bræ) på snesko i februar...