Glæde...

Efter 3 år i Sydgrønland, og altså 2 år i Narsarsuaq, er det nu officielt, at vi rykker teltpælene tilbage til Maniitsoq pr. 1. juli. Her overtager jeg Jettes gamle stilling som Hjemmesygeplejerske. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg længe har ønsket mig langt væk fra Narsarsuaqs store slette - som nu mere føles som et bjerg, der endelig løftes fra mine skuldre. Livet i Narsarsuaq har været en ensom og ørkesløs Sisyfoskamp blottet for meningsfulde holdepunkter og mål. Helt uforeneligt med det jeg troede jeg gik ind til, da vi kom. Heldigvis har vi stadig nogenlunde bevaret fornuften og kan hver især således snart komme videre med vores liv på en god og positiv måde. Med forår og sommer i vente bliver de sidste 3 måneder nok lige til at overkomme...
Billederne er alle fra Narsarsuaq og omegn i marts.

Brækket ribben

Lige et par ord om en rigtig dårlig februar før den helt forsvinder. Måneden har været præget af et ribbenstraume jeg pådrog mig på en fjeldtur for præcis 4 uger siden. Her var jeg på vej ned af en lettere nedstigning, da jeg pludselig gled på noget is og i et og samme sekund fik benene fejet væk og bankede direkte ned på ryggen. Nedslaget tog pusten fra mig, men jeg kom på benene og gik de mere end 10 kilometer hjem uden større problemer. Herefter udviklede det sig dog til et sandt smertehelvede hvor jeg over de næste 2 uger knap kunne bevæge mig (specielt i sengen). I dag runder jeg så 4 uger og er stadig kun i stand til at sove på ryggen. Jeg bemærkede det ikke egentlig ikke de første uger, men efterhånden fik jeg en tiltagende ubehagelig følelse af et ribben i bevægelse, og at det satte sig i en forkert position ved uhensigtsmæssige bevægelser. Efterhånden opdagede jeg også en tydelig frembuling på et specifikt ribben, som et tydeligt tegn på fraktur. Men heldigvis punkterede lungen ikke og nu er der betydelig fremgang (selvom det altså stadig ikke er helt godt). De fleste ville nok sygemelde sig et par dage, eller uger, men det gjorde jeg sjovt nok ikke. Det har fået mig til at fundere lidt over, at jeg som stationssygeplejerske altid skal være beredt til, at hjælpe og behandle andre, men når jeg selv kommer til skade er der ingen til at hjælpe mig. Det er sådan en lidt underlig retsløs tilstand. Billedet er en edderkop, som også er kommet på glatis.

Velkendt

Efter en uges varme og nærmest fortløbende vinterstorme (som endte med et par stykker mere) er det igen blevet stille. Det udnyttede vi lørdag til en herlig lang tur over elven i behagelige 6-7 graders frost og i et let tilgængeligt snefrit landskab. Da vi nåede indlandsisen bemærkede vi en hastigt indkommende tågebanke, som bevægede sig op igennem flodsletten. Men heldigvis kender jeg hver en sten, forhøjning, busk, strå, bækkrumning, fjeldryg og dyresti på denne rute og kan derfor efterhånden finde hjem med lukkede øjne...

Rusk

I dag havde vi sådan cirka 5. stormvejrsdag på godt 6 dage. Jeg har i dette tidsrum kæmpet mig over Signalhøjen 4 gange i et forsøg på, at holde mig bare lidt i gang og nogenlunde fri af storm-, vinter- og bygdekuller. I dag fik jeg Johanne med på idéen og hun fik taget dette ret beskrivende foto af undertegnede i massiv modvind oppe på toppen. Det gode ved alt blæsevejret er samtidige 8-9 plusgrader - og den tilbageværende sne smelter derfor i rask tempo. Henover weekenden er vist tilbage på de habituelle 20-30 minusgrader, men så kan vi da komme lidt rundt igen...

Akas fødselsdag

Tillykke med de 16 år. Billederne er fra en flyvetur til Nuuk sidste år og fra en sejltur ved Maniitsoq for 8 år siden...

Job på godt og ondt

Har netop lagt en gipsskinne på Johannes venstre arm efter stærke smerter i håndleddet ved bestemte (hyppige) bevægelser i 3 uger efter et fald på en fjeldtur. I går var hun så kort i Narsaq for at hente barnebarn (og købe lidt ind) og jeg fik derfor arrangeret et hurtigt røntgen på sygehuset i forbifarten. Billedet viste ikke fraktur, men lægen foreslog i dag alligevel en smerteaflastende gipsskinne i 2 uger. Gipsskinnen virker perfekt efter planen og nu sidder jeg altså med opvasken hele julen...

Glædelig jul

På trods af et år i uophørlig modgang (med dagens besked om Johannes storebror Augustinus Olsens bortgang i fredags, som det seneste) siger vi også glædelig jul i år, juullimi pilluaritsi.

Vintertåge

Efter en stribe milde dage med først regn og siden sne er det igen blevet alvorligt koldt. I den høje luftfugtighed føles det koldere og i dag fik den lidt ekstra i form af en (for årstiden) usædvanlig tåge, som drev lidt frem og tilbage over bygden...

Kovending

I går kom bygdeskibet (assisteret et inspektionsskib fra Arktisk Kommando) endelig til Narsarsuaq, og i dag kom regnen med alt hvad det indebærer af risici som Bambi på glatis. Det føles dog nærmest vidunderligt efter en langtrukken og iskold start på vinteren. Forhåbentligt kommer der så snart lidt frugt og julegodt på hylderne i butikken (som længe har været støvsuget), og sandsynligheden for en juleaften i traditionel forstand er derved væsentligt forhøjet...

Flere fortidsminder

Termometeret står stadig urokkeligt på 20-28 minusgrader og alligevel er det faktisk blevet mærkbart koldere fordi luftfugtigheden er steget. Det kan kun beskrives som ulideligt og alle former for udeliv er pauseret indtil videre. Nu kan vi kun krydse fingre for, at bygdeskibet alligevel snart kan pløje sig igennem isen, da alle almindelige juletraditioner ellers må aflyses på grund af varemangel i butikken. I min serie af fortidsminder er her lidt billeder fra Qoornup Kuua (ikke langt fra Narsarsuaq længere inde i Tunulliarfikfjorden) sent i september sidste år.

Stilstand

Fjeldet i lørdags i de der 20-25 minusgrader, som termometeret desværre er frosset fast på...

Drømme om Qunneq

For halvandet år siden flyttede vi til Narsarsuaq i håb om mildere klima og derved bedre betingelser for udeliv. Vandremulighederne er for så vidt gode, men sæsonen er kun godt 4 måneder. For 2. år i træk viser Kong Vinter nu alvorligt tænder. Sidste år gav den største mængde snefald i mands minde og i år har vi i mange uger haft 20-30 minusgrader uden det mindste tegn på bedring. Fjorden har været frossen siden begyndelsen af oktober og isen er nu blevet tyk nok til, at fåreholderne i Qassiarsuk passerer over i deres store 4-hjuls-trækker-biler. Desværre betyder kulden også, at udendørsophold er nærmest uudholdeligt. Heldigvis har jeg masser af gamle fotografier liggende og vil derfor benytte lejligheden til, at drømme mig mod bedre tider. Billederne her er fra en tidlig sommerdag i 2013 og solo-udforskningssejltur, som førte mig til elven Qunneq i Torsukattak, som er en bifjord til Bredefjorden i omegnen af Narsaq.

Endeløs optimist

Dejlig fjeldsolskinstur i minus 20 grader i sidste uge. Som sædvanlig var der intet jagtbart, men en dag dukker det vel op...