Ny overenskomst

Fik i går min lønseddel for min novemberløn, som udbetales 28/11. Efter 19 måneders ventetid udmøntes vores nye overenskomst endelig her. Overenskomsten skulle have været færdigforhandlet i april 2024, men blev som på sædvanlig respektløs facon syltet af den ene part. Udsigten til en klækkelig lønforhøjelse er i praksis det der har holdt mig kørende rent arbejdsmæssigt de sidste par år. For det har bestemt ikke været en fornøjelse. Jeg har i 2-3 år reelt været den eneste fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter og uden at sige for meget så har jeg knoklet. Jeg har i lange perioder i praktis varetaget 2 stillinger og samtidig er jeg et vigtigt omdrejningspunkt i kontinuiteten for en lang række borgere. Ofte kommer borgerne til mig hvis de ikke ved hvem de ellers skal henvende sig til og vi er få af denne type medarbejdere på vores sygehus. Gennemgangen af min lønseddel i går blev en negativ mavepuster af dimensioner. Lønforhøjelsen pr. måned udgør kr. 337 og dertil er vores fastholdelsestillæg steget med kr. 500 kr. pr. måned efter 18 års ansættelse, som jeg sjovt nok netop har passeret. De beløb skal der så selvfølgelig betales skat af. Det er faktisk det. Der er så indført en årsbonus, som vi endnu ikke har fået udmøntet, men det synes jeg ærlig talt er til grin. Jeg er på øverste løntrin for min stilling og har derfor ikke udsigt til flere lønstigninger før jeg skifter til en mere "attraktiv" stilling. Jeg får et rådighedstillæg, som ifølge overenskomsten forsvinder fra fremtidige hjemmesygeplejersker. Det gør selvfølgelig min stilling mindre attraktiv fremadrettet. Den nye overenskomst, som gælder for 2024-2029, blev forudgået af en overenskomst i 2020 hvor sygeplejerskerne (fraset en minimal inflationsregulering) helt blev forbigået fordi andre faggrupper skulle prioriteres. Med den nye overenskomst er vores eneste faktiske lønforhøjelse på 13 år altså ovenstående småbeløb... Samtidig lider Det Grønlandske Sundhedsvæsen under et gigantisk rekrutterings- og fastholdelsesproblem - hvilket selvsagt gør det endnu mere grotesk. Ingen søger stillingerne og hvorfor skulle folk komme hvis lønnen ikke følger med. Der bliver brugt kolossale beløb på dyre korttidsvikarer, som dræner pengekasserne. Samtidig får visse vikarer goder, som de fastansatte ikke får. Oveni har sygeplejerskerne i Danmark gennem de senere år fået flere penge i deres lønposer af flere omgange og det gør gør det selvfølgelig, igen, mindre attraktivt for danske sygeplejersker at søge til Grønland. Samtidig er leveomkostningerne i Grønland gennem de seneste år er eksploderet så det bliver sværere og sværere at få sparet lidt penge op. Og når vores muligheder for at besøge vores familier i Danmark (eller bare at holde lidt almindelig ferie) er blevet yderligere forringet gennem dyrere flypriser via hele katastrofen omkring den nye atlantlufthavn i Nuuk (på trods af gyldne løfter om det modsatte). Og så skal vi selvfølgelig heller ikke glemme at vores feriefrirejse hvert 2. år er blevet reduceret fra 100%'s dækning af rejseomkostningerne til kun 75%'s dækning. Dette på trods af at feriefrirejsen står anført i vores ansættelseskontrakt. Jeg kan skrive en lignende kritisk fortælling om bekymringer omkring Kristas skolegang i 1. klasse, og om den giftige tone mod Danmark i grønlandsk politik, men det vil jeg undlade. Jeg tænker dog, og Johanne er umiddelbart enig, at tiden er ved at være inde til at få rykket teltpælene til Danmark. Jeg er dybt skuffet, jeg føler mig ikke værdsat og jeg tænker at vi hellere må komme væk før det bliver for sent...

Sæsonafslutning

Weekenden bød på årets sidste Hyttetur, som desværre kun blev med én overnatning, da godt vejr på denne årstid giver is, og isen tvang os til at sejle hjem allerede sent lørdag eftermiddag - og godt for det, for søndag var vi nok ikke kommet hjem. Nu er Hytte-/sejlsæsonen definitivt slut og båden kommet på land...

450 meter

10 kilometers vandring fra Hytten til 450 meters højde langs ryggen på 800 meters navnløs knold nord for den blå sø (Inugsuit Taserssuat). Ved 450 meter bliver fjeldknolden nærmest lodret og derved umulig at bestige på en vandretur på en almindelig lørdag.

Stor dag, stor pige

Kristas første skoledag.

Tiderne ændrer sig

Blev i morges vækket af et krydstogtskib, som pludselig sejlede redningsbåde fyldt med orange turister forbi vores Hytte og ind til Inugsuit Taserssuat-søen. Det har jeg ikke oplevet før. Jeg talte første ryk til 12 både og andet ryk til 3. Første ryk gik alle i land ved vandfaldet og videre op til søen. Andet ryk cruisede lidt tilfældigt rundt uden at gå i land. Der var omkring 10 personer i hver båd. Bådene sejlede tomme retur til krydstogtskibet og vendte så tilbage for at sejle retur. Så alt i alt var det vel omkring 40 sejlture. De orange prikker kunne fra vores Hytte ses i det fjerne, som myrer i en myretue, bevægende sig op af fjeldsiden. Bådene i andet ryk havde en lidt anden adfærd. De sejlede tættere på vores Hytte og en af dem sejlede endda direkte imod vores Hytte (jeg forberedte mig til min forbløffelse på at tage imod dem), men pludselig 30-40 meter fra land ændrede den kurs og fortsatte langs land og væk. Vi var åbenbart spændende eller også var vi det netop ikke. Det jeg elsker ved fjeldet i Grønland er kombinationen af stilhed og ensomhed, som er helt enestående og den primære grund til at jeg er blevet boende i 18 år. Denne følelse er også grunden til at vi har erhvervet os vores Hytte. Sjovt nok var min aller første oplevelse af netop denne stil- og ensomhed netop en tur til Inugsuit Taserssuat-søen (tak Tobias), hvor jeg lånte en gummibåd og sejlede alene i land imens de andre fiskede. Jeg havde kun været i Maniitsoq i et par dage. Det var mindblowing og søen levede den solskinsdag til fulde op til sit kaldenavn - den blå sø. Jeg var helt alene og det var bare fantastisk. De sidste par gange jeg er gået derover fra Hytten (ca. 8 km frem og tilbage) har der ligget kajakker 2 forskellige steder og der er også blevet sat bord og bænke op. Det giver modstridende følelser. Efter i dag vil jeg aldrig genfinde følelserne, blot erindre mylderet af orange myrer. Grønland vil gerne have turister og det er fuldt forståeligt, men det er ærgerligt når de fantastiske steder forsvinder fra os der faktisk bor her...

Kistefjeld (VI)

Fotos fra Kistefjeldet for 8 dage siden. Det var min 6. tur til toppen af den 895 meter høje fjeldknold og denne gang igen med Johanne. Jeg tror det var Johannes 3. tur. Af en eller anden grund forsøger jeg nu at tage turen en gang om året. I 2024 i begyndelsen af september måtte vi dog vende om i 6-700 meters, da det blev for farligt efter store mængder blød hoftedyb sne var faldet i dagene op til. En del af ruten til toppen er meget stejl med mange ustabile løse sten og med ustabil blød sne bliver det for farligt på en række måder. Tidligere har jeg ellers været deroppe så sent som i slutningen af oktober uden de store problemer. I år var det største problem myggene (knotter) som fulgte med hele vejen op. Fra toppen kan man skimte vores Hytte med lidt zoom på kameraet.

Ventetid & værdsættelse?

1/8-25 går vi ind i 17. måned i vores venten på en ny overenskomst mellem Det Grønlandske Hjemmestyre og Grønlands pendant til Dansk Sygeplejeråd, Peqqissaasut Kattuffiat. Det er ikke bare respektløst, men også demotiverende ud over enhver beskrivelse. Samtidig har Grønland en sygeplejerskemangel som vel efterhånden kun overgås af Mount Everest. Jeg er, som tidligere beskrevet, fortsat den eneste fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter. Ingen søger fastansættelse på Kysten fordi det simpelthen ikke giver mening. Punktum. Ved vores seneste overenskomstaftale fra 2020 fik Sygeplejerskerne ingen lønløft fordi andre faggrupper blev prioriteret og derved er det 8 år og 17 måneder siden vi fik vores seneste reelle lønforhøjelse. Samtidig har vi oplevet direkte lønnedgang idet vores overenskomstmæssige aftalte feriefrirejse hver andet år, som klart fremgår af vores ansættelseskontrakter, er blevet beskåret med op til 25% fordi Feriefonden er blevet drænet for midler (feriefrirejsen dækker en rejse fra Grønland til København eller tilsvarende). Det oplevede vi da vi var i Danmark i maj-25. Dertil er inflationen i Grønland i løbet af de seneste par år løbet løbsk og Maniitsoq er gået fra at være en ligeværdig by til efterhånden at være en stor bygd. Det er ret trist at være vidne til. Søgeord: Jeg er rejst 3500 km væk fra mine nærmeste og har ydet en stor indsats for Grønland i 18 år.

Farvel Lea

Jeg har med stor sorg modtaget nyheden om at Lea Hjorth siden 15/6-25 ikke længere er blandt os. Jeg kan desværre ikke deltage i bisættelsen, men dette bliver således mit farvel til min vel bedste ven gennem måske 30 år. Billederne er fra hendes besøg med familie i Nuuk i 2010...

3 døde havørne

På en fjeldtur i dag stødte jeg på resterne af 3 døde havørne liggende gemt lidt af vejen. Jeg opdagede dem kun fordi jeg ville kigge nærmere på nogle flotte rosenrod. Ørnene var ikke friske, men alligevel friske nok til fortsat at tiltrække hundredevis af grimme spyfluer. 3 døde havørne må siges at være både usædvanligt og unaturligt. Den ene var en ung fugl med mørkt næb og hale og de 2 andre ældre ørne med gult næb. Den ene med hvide halefjer, den anden manglede halepartiet. Trist. Tænker Naturinstituttet skal have besked...

Lang proces

Efter 3 1/2 år er min skade fra 3/1-22 endelig blevet anerkendt som en arbejdsskade med godtgørelse på 70.000 kr. for varige mén - men ikke for tabt erhvervsevne. Det er fair nok. Heldigvis kan jeg gå - og også i fjeldet. Men der går ikke mange minutter på en dag hvor jeg ikke er fuldt opmærksom på mine skavanker og det ville jeg selvfølgelig aller helst have være foruden...