Ventetid & værdsættelse?

1/8-25 går vi ind i 17. måned i vores venten på en ny overenskomst mellem Det Grønlandske Hjemmestyre og Grønlands pendant til Dansk Sygeplejeråd, Peqqissaasut Kattuffiat. Det er ikke bare respektløst, men også demotiverende ud over enhver beskrivelse. Samtidig har Grønland en sygeplejerskemangel som vel efterhånden kun overgås af Mount Everest. Jeg er, som tidligere beskrevet, fortsat den eneste fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter. Ingen søger fastansættelse på Kysten fordi det simpelthen ikke giver mening. Punktum. Ved vores seneste overenskomstaftale fra 2020 fik Sygeplejerskerne ingen lønløft fordi andre faggrupper blev prioriteret og derved er det 8 år og 17 måneder siden vi fik vores seneste reelle lønforhøjelse. Samtidig har vi oplevet direkte lønnedgang idet vores overenskomstmæssige aftalte feriefrirejse hver andet år, som klart fremgår af vores ansættelseskontrakter, er blevet beskåret med op til 25% fordi Feriefonden er blevet drænet for midler (feriefrirejsen dækker en rejse fra Grønland til København eller tilsvarende). Det oplevede vi da vi var i Danmark i maj-25. Dertil er inflationen i Grønland i løbet af de seneste par år løbet løbsk og Maniitsoq er gået fra at være en ligeværdig by til efterhånden at være en stor bygd. Det er ret trist at være vidne til. Søgeord: Jeg er rejst 3500 km væk fra mine nærmeste og har ydet en stor indsats for Grønland i 18 år.