Så er det blevet bærtid med mosebølle (vaccinium uliginosum) eller arctic blueberry, som de hedder på engelsk. Jeg køber uden tøven engelske betegnelse og kalder dem altså blåbær, også selvom de altså ikke er det. Det er vist lidt tidligt på sæsonen, men alligevel fandt vi masser oppe i Godthåbsfjorden i weekenden. Arktiske blåbær er en fryd og smager sådan cirka en million gange bedre end sortbær - som desværre er de mest almindelige heroppe (og indskudt smager som vindruekerner uden vindrue). Billederne er mosebølleblomst i juni, bær sidste efterår og så en skål fra i går...
Billeder fra isfjorden, Kangersuneq, længst inde i Godthåbsfjorden i fredags. De 2 voksne som anes er Erik og Johanne, drengen Johannes barnebarn Simon.
Så vidt jeg kan overskue må dette være en art stilk-fladstjerne (stellaria longipes), som er én af tre naturligt forekommende fladstjernearter i Grønland. Stilk-fladstjerne er opdelt i en række underarter, som jeg ikke har nogen som helst viden om og derfor vil undlade yderligere skriblerier om i denne omgang...
Lysbladet (og sjælden) variant af storblomstret gederams, som i sin normale lilla udsmykning er særdeles almindelig over hele Grønland - og måske netop derfor Grønland nationalblomst (se tidligere indlæg). Som tidligere nævnt er niviarsiaq det grønlandske ord for storblomstret gederams, og betyder oversat til dansk også noget i retning af "ung ugift pige" og "sygeplejerske". Jeg indrømmer at mit grønlandske sprog endnu ikke befinder sig på højeste niveau, men jeg kan sagtens forstå når grønlandske forældre forklarer deres børn at sygeplejersken (altså den unge ugifte pige) er en mand. Disse blomster blev fundet oppe ved isfjorden et sted, og så har jeg under mine studier læst mig til at selve blomsten kan spises rå, mens bladende lige skal koges først (dette er dog ikke afprøvet i praksis).
I mit umulige projekt i at fotodokumentere alle grønlandske blomster er jeg hermed nået til alpe-ærenpris aka veronica alpina. Jeg lader billederne tale for sig selv...