mandag den 15. november 2010

Maniitsoq tur/retur

Weekenden blev brugt til udpakning såvel som en hurtig søndagstur til Maniitsoq. Med kummefryseren på plads i kælderen lagde vi med vejrudsigt og mængden af dagslys in mente en simpel plan; sejle hurtigt til Maniitsoq, aflevere Johannes barnebarn Simon til hans mor Moni (snøft), hente medicin til sygeplejestationen på sygehuset, købe ind, og så hurtigt hjem til Kangaamiut igen! I de små to uger der er gået siden vi ankom til Kangaamiut er alting, som det kan ses, blevet hvidt og vinteragtigt. Sejlturen bød på tre havørne, småsjap/sne/regn og mundingen af Evighedsfjorden viste tænder med bølger fra tre vinkler på samme tid, bl.a. enorme dønninger fra nordvest eller deromkring. Resten af turen foregik heldigvis i nogenlunde topfart - vi fik fyldt lidt i fryseren og nåede også hjem i god tid før mørkets frembrud.



















Ingen kommentarer: