
lørdag den 24. december 2011
Nu er det jul igen
Hermed glædelig jul og juullimi pilluaritsi fra Maniitsoq. Årets juletræ blev fundet en dejlig junidag (en af de få i år) ved Narsaq på en lille sejltur væk fra Kangaamiut.

lørdag den 26. november 2011
Mindst
torsdag den 17. november 2011
Bådoptagning
Fotodokumentation i forlængelse af gårsdagens tekst. Har fedtet rundt med vand, børster, skuresvampe og grøn Klorin for at få vasket bunden fri for 2-års ulækker brun-grøn algecremesnask (som også kan anes på billedet). Til sidst blev det lidt for koldt for fingrene så der er fortsat lidt arbejde forude. Med kulden in mente vil jeg overveje om midt-oktober ikke vil være et mere passende tidspunkt til bådoptagning næste år.

onsdag den 16. november 2011
Kun for nørder
Så er årets definitivt sidste sejltur sejlet og båden skulle gerne stå på land i morgen. Efter 2 sæsoner i vandet er dette også tiltrængt, da den er blevet noget langhåret under bunden og så trænger motoren nok også til et grundigt tjek. Glæder mig allerede til næste forår og krydser fingre for at 2012 vejr- og sommermæssigt bliver en del bedre end 2011. Jeg har nørdet lidt rundt på Google Maps og tegnet alle mine sejlture i 2011 ind. Nogle ture har jeg sejlet utallige gange (som turen fra Kangaamiut til Maniitsoq), andre færre. Resultatet af mine anstrengelser kan ses herefter...
Vis Sejlture 2011 på et større kort
Vis Sejlture 2011 på et større kort
lørdag den 22. oktober 2011
fredag den 21. oktober 2011
Flyttet

mandag den 3. oktober 2011
Ny lejlighed
Vores nye bolig (yderst til højre) pr. 15/10. Det er et af den slags tilbud man gør klogt i at sige ja til, da boligselskabet INI er monopollignende og ikke tilbyder alternativer ved afslag. Men det er nu sikkert også fint, glæder mig i hvert fald til mit eget og de muligheder det giver for at komme hurtigt ud i fjeldet... Det som ikke helt huer mig er det månedlige akontovarmebeløb, som både er højt og åbenbart ikke differentierer imellem de enkelte lejemål. Det vil altså sige, at der for det første ikke er incitament for at spare på varmen, men samtidig også, at man betaler når naboerne fyrer for snespurvene...



mandag den 12. september 2011
Første laks
I dag var en speciel og imødeset dag i min relativt korte tid som lystfisker. Jeg fangede min første laks - på disse breddegrader også kendt som skællaks og kapisillit på henholdsvis dansk og grønlandsk. Havde sejlet lidt rundt inspireret af såkaldt trolling-fiskeri (uden egentlig at kende noget som helst til det) udstyret med en almindelig fiskestang og almindelig snøre og blink. Var så småt ved at opgive, da en lokal fanger med jollen fuld af friskfangede laks fra hans laksegarn kom forbi. Tror ikke han troede på mit projekt og han tilbød mig derfor, at jeg kunne få et par af hans. I stedet købte jeg 2 billigt, da jeg ikke bryder mig om bare at få – jeg fik så 1 oven i gratis. Når det ikke kunne være anderledes var jeg nu også godt tilfreds med denne "fangst" og havde vel glemt alt om min fiskestang, som jeg havde sat i klemme i et håndtag i båden under hans besøg. Netop som han forlod os var der bid og til min store fryd fik jeg halet min helt egen laks i land (op i båden selvfølgelig). Frygtede at jeg skulle miste den, da jeg endelig kunne se den ved båden (det ville jeg aldrig have kommet mig over), men fik den relativt nemt op. 3,4 kg vejede den og det er faktisk en pæn fisk når man ellers mest fanger ørreder i 1-3 kg’s klassen. Det ærgrede mig lidt at jeg ikke nåede at vise den til fangeren, men ellers var/er jeg selvfølgelig stolt af min egen selvfangede laks.



søndag den 4. september 2011
Nyt fra drivhus
Søndag bød igen på regn, men også årets første røde tomater fra min tomatplante. Sorten er mig ukendt, men de smager glimrende. Af 3 planter overlevede kun 1 flytningen fra Kangaamiut kombineret med den reducerede sommer og ikke-optimate sol/vinduekarmsforhold her i vores midlertidige hybel i Maniitsoq. Squashplanten, som jeg ellers havde store forventninger og drømme knyttet til, klarede desværre ikke mosten. Allerede sejlturen fra Kangaamiut gav den hård medfart med skader på flere af de store skrøbelige blade. Efterfølgende fik den dog alligevel mange blomster, men der kom aldrig noget der lignede squash. Jeg har teorier om at de måske skal bestøves af insekter eller lignende, og jeg har da også forsøgt at stille den på altanen på de bedste sommerdage...

fredag den 2. september 2011
onsdag den 31. august 2011
Skifte
Tænke jeg lige ville afrunde sommeren med denne lille gråsiske, som netop har underholdt mig med skønsang ude på altanen. Den grønlandske sommer er nu definitivt forbi og der skulle være nattefrost allerede i næste uge. At sommeren er slut er dog kun en relativ sandhed, i det den aldrig rigtigt kom. Kalendermæssigt har sommeren nok ligget hvor den plejer, men målt ud fra mine forventninger er vi nede på enkelte sommerdage (med meget god vilje måske lige akkurat et par uger). For første gang i mit liv har jeg ikke været forbrændt af solen (og det er ikke fordi jeg har brugt solcreme) og jeg erindrer ikke følelsen af en t-shirt uden en stor trøje ud over. Tror ikke temperaturen på noget tidspunkt har været over 15 grader, og så har det ellers bare være regn, regn og atter regn og så tåge, tåge og atter tåge. Det første tågebælte lå ved Kangaamiut i juni og da vi så flyttede til Maniitsoq i juli flyttede den med. Det værste ved tågen er ikke det manglende udsyn (selvom det er ret irriterende både til fods og til vands), men snarere den kolde klamme kølighed som følger med. De første 14 dage af min sommerferie sad jeg i sjaskende regnvejr i vores midlertidige bolig og ærgrede mig, men så var jeg da også heldig at det var nogenlunde opholdsvejr den sidste uge.

mandag den 29. august 2011
Grønlandsk mejer
søndag den 31. juli 2011
Grønlandsk fjeldsimmer
torsdag den 28. juli 2011
På trods af vådt
Livet fortsætter på trods af sjask, tåge og kulde, og hvis man ikke skal blive helt bims af at sidde og glo i en lånebolig på ubestemt tid i sin sommerferie må man altså trække i regntøjet (eller det man nu har, som kunne minde lidt om det)... Og det er da også meget hyggeligt (så længe det kun støvregner). Tror blomsterne har det lidt på samme måde.











tirsdag den 26. juli 2011
fredag den 22. juli 2011
Sommerferie
Indtil videre har sommeren omkring Kangaamiut/Maniitsoq været usandsynlig elendig med stabilt ustabilt vejr hele vejen igennem. Tror det ene lavtryk har efterfulgt det andet og så kører de ellers bare i ring med pludselig blæst og konstant skiftende vindretninger. Tanken om efterårets snarlige komme gør det sgu ikke ligefrem sjovere. I dag er så første dag i min ferie, og den ser jeg så frem til med denne vejrudsigt for den kommende uge i vente...

fredag den 15. juli 2011
Skovsvin
Desværre er Grønland ikke kun smuk og betagende natur, men også et sandt svineri af menneskeskabte efterladenskaber i naturen. Billederne her (som jeg tog på en gåtur i fjeldet i går) er egentlig ikke noget særligt, men illustrerer kort hvad jeg har oplevet på utallige ture i både Kangaamiut-, Maniitsoq- og Nuukområdet (batterierne er dog ekstra klamme vil jeg indskyde). Slikpapir, flasker, plastikposer og andre former for plastik er hverdagskost overalt hvor man kommer frem, sjovt nok også på relativt øde steder hvor man ikke lige forventer at støde på den slags. I byer og bygder ligger det over det hele. Flodmundinger, bål- og lejrpladser ser ofte herrens ud og ved søer tæt på flodmundinger vil man sandsynligvis også støde på denne type af menneskespor. Ved flodmundinger med ørredbestand ser man oftest tydelige spor efter ulovligt garnfiskeri inden for 150 meters grænsen og gerne også efterladte garn, som bare ligger krøllet sammen. Apropos har jeg ved et par lejligheder også oplevet ulovligt rykfiskeri, men det er en anden form for griseri, som jeg i denne omgang ikke vil gå dybere ind i. Gider egentlig ikke at løfte-pegefinger på denne blog, men denne form disrespekt for naturen gør mig skide sur hver eneste gang jeg oplever det...













Abonner på:
Opslag (Atom)