Stor dag, stor pige

Kristas første skoledag.

Tiderne ændrer sig

Blev i morges vækket af et krydstogtskib, som pludselig sejlede redningsbåde fyldt med orange turister forbi vores Hytte og ind til Inugsuit Taserssuat-søen. Det har jeg ikke oplevet før. Jeg talte første ryk til 12 både og andet ryk til 3. Første ryk gik alle i land ved vandfaldet og videre op til søen. Andet ryk cruisede lidt tilfældigt rundt uden at gå i land. Der var omkring 10 personer i hver båd. Bådene sejlede tomme retur til krydstogtskibet og vendte så tilbage for at sejle retur. Så alt i alt var det vel omkring 40 sejlture. De orange prikker kunne fra vores Hytte ses i det fjerne, som myrer i en myretue, bevægende sig op af fjeldsiden. Bådene i andet ryk havde en lidt anden adfærd. De sejlede tættere på vores Hytte og en af dem sejlede endda direkte imod vores Hytte (jeg forberedte mig til min forbløffelse på at tage imod dem), men pludselig 30-40 meter fra land ændrede den kurs og fortsatte langs land og væk. Vi var åbenbart spændende eller også var vi det netop ikke. Det jeg elsker ved fjeldet i Grønland er kombinationen af stilhed og ensomhed, som er helt enestående og den primære grund til at jeg er blevet boende i 18 år. Denne følelse er også grunden til at vi har erhvervet os vores Hytte. Sjovt nok var min aller første oplevelse af netop denne stil- og ensomhed netop en tur til Inugsuit Taserssuat-søen (tak Tobias), hvor jeg lånte en gummibåd og sejlede alene i land imens de andre fiskede. Jeg havde kun været i Maniitsoq i et par dage. Det var mindblowing og søen levede den solskinsdag til fulde op til sit kaldenavn - den blå sø. Jeg var helt alene og det var bare fantastisk. De sidste par gange jeg er gået derover fra Hytten (ca. 8 km frem og tilbage) har der ligget kajakker 2 forskellige steder og der er også blevet sat bord og bænke op. Det giver modstridende følelser. Efter i dag vil jeg aldrig genfinde følelserne, blot erindre mylderet af orange myrer. Grønland vil gerne have turister og det er fuldt forståeligt, men det er ærgerligt når de fantastiske steder forsvinder fra os der faktisk bor her...

Kistefjeld (VI)

Fotos fra Kistefjeldet for 8 dage siden. Det var min 6. tur til toppen af den 895 meter høje fjeldknold og denne gang igen med Johanne. Jeg tror det var Johannes 3. tur. Af en eller anden grund forsøger jeg nu at tage turen en gang om året. I 2024 i begyndelsen af september måtte vi dog vende om i 6-700 meters, da det blev for farligt efter store mængder blød hoftedyb sne var faldet i dagene op til. En del af ruten til toppen er meget stejl med mange ustabile løse sten og med ustabil blød sne bliver det for farligt på en række måder. Tidligere har jeg ellers været deroppe så sent som i slutningen af oktober uden de store problemer. I år var det største problem myggene (knotter) som fulgte med hele vejen op. Fra toppen kan man skimte vores Hytte med lidt zoom på kameraet.

Ventetid & værdsættelse?

1/8-25 går vi ind i 17. måned i vores venten på en ny overenskomst mellem Det Grønlandske Hjemmestyre og Grønlands pendant til Dansk Sygeplejeråd, Peqqissaasut Kattuffiat. Det er ikke bare respektløst, men også demotiverende ud over enhver beskrivelse. Samtidig har Grønland en sygeplejerskemangel som vel efterhånden kun overgås af Mount Everest. Jeg er, som tidligere beskrevet, fortsat den eneste fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter. Ingen søger fastansættelse på Kysten fordi det simpelthen ikke giver mening. Punktum. Ved vores seneste overenskomstaftale fra 2020 fik Sygeplejerskerne ingen lønløft fordi andre faggrupper blev prioriteret og derved er det 8 år og 17 måneder siden vi fik vores seneste reelle lønforhøjelse. Samtidig har vi oplevet direkte lønnedgang idet vores overenskomstmæssige aftalte feriefrirejse hver andet år, som klart fremgår af vores ansættelseskontrakter, er blevet beskåret med op til 25% fordi Feriefonden er blevet drænet for midler (feriefrirejsen dækker en rejse fra Grønland til København eller tilsvarende). Det oplevede vi da vi var i Danmark i maj-25. Dertil er inflationen i Grønland i løbet af de seneste par år løbet løbsk og Maniitsoq er gået fra at være en ligeværdig by til efterhånden at være en stor bygd. Det er ret trist at være vidne til. Søgeord: Jeg er rejst 3500 km væk fra mine nærmeste og har ydet en stor indsats for Grønland i 18 år.

Farvel Lea

Jeg har med stor sorg modtaget nyheden om at Lea Hjorth siden 15/6-25 ikke længere er blandt os. Jeg kan desværre ikke deltage i bisættelsen, men dette bliver således mit farvel til min vel bedste ven gennem måske 30 år. Billederne er fra hendes besøg med familie i Nuuk i 2010...

3 døde havørne

På en fjeldtur i dag stødte jeg på resterne af 3 døde havørne liggende gemt lidt af vejen. Jeg opdagede dem kun fordi jeg ville kigge nærmere på nogle flotte rosenrod. Ørnene var ikke friske, men alligevel friske nok til fortsat at tiltrække hundredevis af grimme spyfluer. 3 døde havørne må siges at være både usædvanligt og unaturligt. Den ene var en ung fugl med mørkt næb og hale og de 2 andre ældre ørne med gult næb. Den ene med hvide halefjer, den anden manglede halepartiet. Trist. Tænker Naturinstituttet skal have besked...

Lang proces

Efter 3 1/2 år er min skade fra 3/1-22 endelig blevet anerkendt som en arbejdsskade med godtgørelse på 70.000 kr. for varige mén - men ikke for tabt erhvervsevne. Det er fair nok. Heldigvis kan jeg gå - og også i fjeldet. Men der går ikke mange minutter på en dag hvor jeg ikke er fuldt opmærksom på mine skavanker og det ville jeg selvfølgelig aller helst have være foruden...

Fra nogen til Nobody

Jeg fortsætter den lidt triste fortælling med følgende. Som tidligere nævnt venter vi (efter 8 år uden lønstigninger) på 9. måned på en ny overenskomst for sygeplejersker i Grønland. Vores nuværende overenskomst udløb i april-24. Situationen er grotesk fordi ingen søger de faste stillinger grundet dårligere løn og dårligere arbejdsvilkår sammenlignet med sammenlignelige steder. Samtidig eksploderer budgetterne for dyre vikarer, som sjovt nok samtidig tilbydes en række goder, som ikke tilgår fastansatte. Det er helt gak-gak. Seneste bagholdsangreb til de fastansatte fik vi ved årsskiftet hvor vores "feriefrirejse" (som fastansatte sygeplejersker og en række andre faggrupper får hvert 2. år - andre og bedre stillede faggrupper får rejsen årligt) uden varsel er blevet reduceret fra 100% til 75% af en "gennemsnitlig" pris for den by man nu bor i. Det er klart at jo længere væk man er fra Nuuk jo dyrere bliver andelen man selv skal betale og den "gennemsnitlige" pris bliver også svær at ramme når forbindelserne til og fra fx Maniitsoq ofte kræver Hotelovernatninger. Selvom Maniitsoq geografisk ligger tæt på Nuuk er byen gennem de senere år rykket længere og længere væk fra både Nuuk og fx Sisimiut i nedprioriteringer. Dette blev endnu mere synligt efter åbningen af den nye atlantlufthavn i Nuuk for kort tid siden. Den andel man selv skal betale for "feriefrirejsen" risikerer derved at blive endnu højere end de "25%" vi selv skal betale. "Feriefrirejsen" er en del af vores ansættelseskontrakt og gælder hele ens husstand. For vores familie på 3 kan det således blive et betragteligt beløb. Jeg ser dette stunt som en helt konkret lønnedgang og et direkte dolkestød i ryggen. De 18 år jeg givet af mit liv for Grønland bliver ikke værdsat og man er bare en nobody. Det er meget demoraliserende fordi jeg faktisk føler at jeg har ydet en stor og stabil indsats gennem alle årene...