Stor dag, stor pige

Kristas første skoledag.

Tiderne ændrer sig

Blev i morges vækket af et krydstogtskib, som pludselig sejlede redningsbåde fyldt med orange turister forbi vores Hytte og ind til Inugsuit Taserssuat-søen. Det har jeg ikke oplevet før. Jeg talte første ryk til 12 både og andet ryk til 3. Første ryk gik alle i land ved vandfaldet og videre op til søen. Andet ryk cruisede lidt tilfældigt rundt uden at gå i land. Der var omkring 10 personer i hver båd. Bådene sejlede tomme retur til krydstogtskibet og vendte så tilbage for at sejle retur. Så alt i alt var det vel omkring 40 sejlture. De orange prikker kunne fra vores Hytte ses i det fjerne, som myrer i en myretue, bevægende sig op af fjeldsiden. Bådene i andet ryk havde en lidt anden adfærd. De sejlede tættere på vores Hytte og en af dem sejlede endda direkte imod vores Hytte (jeg forberedte mig til min forbløffelse på at tage imod dem), men pludselig 30-40 meter fra land ændrede den kurs og fortsatte langs land og væk. Vi var åbenbart spændende eller også var vi det netop ikke. Det jeg elsker ved fjeldet i Grønland er kombinationen af stilhed og ensomhed, som er helt enestående og den primære grund til at jeg er blevet boende i 18 år. Denne følelse er også grunden til at vi har erhvervet os vores Hytte. Sjovt nok var min aller første oplevelse af netop denne stil- og ensomhed netop en tur til Inugsuit Taserssuat-søen (tak Tobias), hvor jeg lånte en gummibåd og sejlede alene i land imens de andre fiskede. Jeg havde kun været i Maniitsoq i et par dage. Det var mindblowing og søen levede den solskinsdag til fulde op til sit kaldenavn - den blå sø. Jeg var helt alene og det var bare fantastisk. De sidste par gange jeg er gået derover fra Hytten (ca. 8 km frem og tilbage) har der ligget kajakker 2 forskellige steder og der er også blevet sat bord og bænke op. Det giver modstridende følelser. Efter i dag vil jeg aldrig genfinde følelserne, blot erindre mylderet af orange myrer. Grønland vil gerne have turister og det er fuldt forståeligt, men det er ærgerligt når de fantastiske steder forsvinder fra os der faktisk bor her...

Kistefjeld (VI)

Fotos fra Kistefjeldet for 8 dage siden. Det var min 6. tur til toppen af den 895 meter høje fjeldknold og denne gang igen med Johanne. Jeg tror det var Johannes 3. tur. Af en eller anden grund forsøger jeg nu at tage turen en gang om året. I 2024 i begyndelsen af september måtte vi dog vende om i 6-700 meters, da det blev for farligt efter store mængder blød hoftedyb sne var faldet i dagene op til. En del af ruten til toppen er meget stejl med mange ustabile løse sten og med ustabil blød sne bliver det for farligt på en række måder. Tidligere har jeg ellers været deroppe så sent som i slutningen af oktober uden de store problemer. I år var det største problem myggene (knotter) som fulgte med hele vejen op. Fra toppen kan man skimte vores Hytte med lidt zoom på kameraet.

Ventetid & værdsættelse?

1/8-25 går vi ind i 17. måned i vores venten på en ny overenskomst mellem Det Grønlandske Hjemmestyre og Grønlands pendant til Dansk Sygeplejeråd, Peqqissaasut Kattuffiat. Det er ikke bare respektløst, men også demotiverende ud over enhver beskrivelse. Samtidig har Grønland en sygeplejerskemangel som vel efterhånden kun overgås af Mount Everest. Jeg er, som tidligere beskrevet, fortsat den eneste fastansatte sygeplejerske på Maniitsoq Sundhedscenter. Ingen søger fastansættelse på Kysten fordi det simpelthen ikke giver mening. Punktum. Ved vores seneste overenskomstaftale fra 2020 fik Sygeplejerskerne ingen lønløft fordi andre faggrupper blev prioriteret og derved er det 8 år og 17 måneder siden vi fik vores seneste reelle lønforhøjelse. Samtidig har vi oplevet direkte lønnedgang idet vores overenskomstmæssige aftalte feriefrirejse hver andet år, som klart fremgår af vores ansættelseskontrakter, er blevet beskåret med op til 25% fordi Feriefonden er blevet drænet for midler (feriefrirejsen dækker en rejse fra Grønland til København eller tilsvarende). Det oplevede vi da vi var i Danmark i maj-25. Dertil er inflationen i Grønland i løbet af de seneste par år løbet løbsk og Maniitsoq er gået fra at være en ligeværdig by til efterhånden at være en stor bygd. Det er ret trist at være vidne til. Søgeord: Jeg er rejst 3500 km væk fra mine nærmeste og har ydet en stor indsats for Grønland i 18 år.