lørdag den 27. juli 2013

Sol-stenbræk

Må hellere få lidt blomster op før de alle sammen forsvinder sammen med resterne af årets mislykkede sommer (må efterhånden konkludere at det vist ikke rigtigt bliver sommer i år). Disse sol-stenbræk (saxifraga aizoides) er jeg stødt på langs forskellige elve i Narsaqområdet.

lørdag den 13. juli 2013

Springørred

Her en lille video fra i forgårs af en flok fjeldørreders ihærdige forsøg på at passere et mindre vandfald i en lokal elv. Enkelte passerer nåleøjet på præcis det rigtige sted, men langt hovedparten rutsjer direkte tilbage hvor de kom fra. Tror det er en balancegang imellem ikke for store mængder vand, men samtidig heller ikke for små. Var på samme sted nogle dage før. Her var vandmængden i faldet mindre, og selvom antallet af ørreder på det tidspunkt også var færre, kunne de med betydeligt mere held smutte op via et par "trappetrin" i faldet.

lørdag den 29. juni 2013

Lådden stenurt

Selvom vejret temperaturmæssigt stadig ikke lever op til betegnelsen sommer vrimler det med blomster i og omkring Narsaq. Nogle er for undertegnede endnu uidentificerede, men her er i hvert fald lådden stenurt (sedum villosum), som fotograferet tæt på indlandsisen i Kangerluarsuk (en "lille" bifjord til Bredefjorden lige nord for Narsaq) i går. På denne tur overlevede mit spejlreflekskamera mirakuløst et fald på 50-60 meter, da Johanne og Aka skulle lege supermænd på en fjeldknold jeg ikke turde klatre op på. Jeg opgav, da jeg på grund af mine 2 skråtasker (inkl. kamerataske altså) sad fast på en klippeskråning. Jeg fik kastet begge tasker op til Johanne på klippeetagen længere oppe, men blev samtidig så skrækslagen for at kravle videre op, at jeg vendte om og kravlede ned i stedet (bjergbestiger bliver jeg aldrig på grund af min delvise højdeskræk). Da Johanne et par timer senere skulle ned igen fik hun samme problem på præcis samme sted. Aka, der var kommet længere ned uden tasker, fik først fat i min almindelige taske, men måtte så se mit kamera ryge videre ned af bjerget. Det tog lidt tid før vi fandt det og heldigvis var det intakt bortset fra en smadret modlysblænde og et linsedæksel. Desværre havde jeg så ikke mit kamera, da jeg via en afløbsflod kom helt op til indlandsisen. Det må så blive en anden god gang...

mandag den 24. juni 2013

Flormelis

Billederne fra i morges var lidt tydeligere end under gråvejret i går. Knoldene lige nord og syd for Narsaq er godt 700 meter høje og har ellers længe været snefri. Fjeldene i bunden af Narsaqsletten, ca. nordøst for Narsaq (midterste foto), er op til 1440 meter høje og var indtil i går noget i retning af zebrastribede. Flormelis strøet ud over fjeldtoppene ses normalt først i september eller oktober.

søndag den 23. juni 2013

Halvvejs sommer

Det kører desværre ikke rigtigt for den sydgrønlandske sommer i år. I dag er det Sankt Hans-aften og lyset er derfor allerede på retræte. Før jeg kom til Narsaq forventede jeg gennemsnitstemperaturer mindst 5 grader højere end i Maniitsoq, men indtil videre er status at temperaturen kun sporadisk er krøbet op over 5 grader. I dag er der nyfalden sne på de nærmeste småfjelde, og faktisk loves der minusgrader og snefald i selve Narsaq i nat (og desværre også et par gange i den kommende uge).

onsdag den 19. juni 2013

Noget råddent

Der er noget bundråddent i Narsaq. Temperaturmæssigt er sommeren er aldrig rigtig kommet og søndag opdagede jeg resultaterne af ubudne gæster i min båd. Personen var gået ind fra bagsiden (sandsynligvis fra en anden båd) og havde ikke bare knappet op, men også revet lynlåsens syninger op i hele den ene side. Jeg opdagede det fra arbejde fordi kalechen blafrede, da det pludselig blæste kraftigt op. Jeg fik lavet en nødreparation, men opdagede først mandag, da vi ville sejle en lille tur, at der også manglede en 20 liters benzindunk. Da vi kom hjem igen fra sejlturen opdagede vi så, at Johannes cykel, som stod ved bådbroerne i den korte tid vi var væk, var blevet piftet på begge dæk (min cykel blev piftet allerede den første uge). Ud over omstændighederne med tildelingen af vores første (beskidte og uistandsatte) lejlighed (som jeg kort beskrev i forrige indlæg) vil jeg ikke her kommentere den generelle sociale situation i Narsaq yderligere. Båden er tømt for værdier og cyklerne er sat permanent i skuret. Kan ikke lade være med at tænke, at vi måske aldrig skulle være kommet, og jeg ved Johanne tænker det samme. Indtil videre overbeviser jeg dog mig selv om, at det bare var en enlig svale (eller rettere en række enlige svaler)...

tirsdag den 21. maj 2013

Ny lejlighed og udsigt

Vores boligsituation, og deraf følgende humør, fik i dag et spark i positiv retning efter en noget ærgerlig start i sidste uge. Den uacceptabelt slidte og uistandsatte lejlighed vi først havde fået tildelt, og så i fredags, er i dag skiftet ud med nabolejligheden, som er i væsentlig bedre stand og inden for hvad jeg kan acceptere at bo i. Jeg havde dog en drøm om at få plads til en opvaskemaskine, men det kan vist ikke lade sig gøre pga pladsmangel. Billederne viser lejligheden til venstre i det hvide hus i midten og så udsigten fra stuealtanen - først ud mod Narsaq Sund og siden ind over Narsaq Ilua.

mandag den 20. maj 2013

Narsaq

Billeder taget i og omkring Narsaq by siden vi ankom for 3½ dag siden. Vi bor midlertidigt i den forreste halvdel af det lille blå hus.

søndag den 19. maj 2013

Årets første blomster

Undertegnedes første blomsterobservation i år, som set langs Narsaq elv i dag. Går ud fra at der er tale om purpur-stenbræk, som jeg også tidligere har haft fat på her. Har ikke fået mine bøger ned endnu så jeg kan ikke helt verificere.

fredag den 17. maj 2013

Endelig i Narsaq

Efter yderligere en venteformiddag skiftede Air Greenland efter frokost luftlag og fik os bragt til Narsaq ad søvejen. Her ankom vi kl. ca. 14.30 og nåede derfor kun lige at sige hej på sygehuset før vi fortsatte til boligselskabet INI for at betale depositum/husleje, få udleveret nøgler og derefter se vores nye lejlighed. Udsigten var i top, men desværre kan det samme ikke siges om lejlighedens stand. Den fremstod slidt og der var tydeligvis hverken rengjort eller istandsat efter de seneste lejere. Et antiklimaks og helt uforståeligt, da sygehusets personale for det første fik afslag på at besigtige lejligheden før vi kom og Johanne efterfølgende telefonisk fik besked på at INI's lejligheder "selvfølgelig altid var nyistandsatte og klar til indflytning". Hmm... Indtil videre bor vi vakant via sygehuset og så må vi se hvad der sker med vores lejlighed efter pinse. Ellers er det dejligt at være fremme, vejret er i bedring og så er jeg bare døden nær af træthed.

torsdag den 16. maj 2013

Strandet i Narsarsuaq

Vi kom ikke videre og overnatter nu på hotellet i Narsarsuaq. Om rejseguderne vil tager vi sidste etape til Narsaq i morgen kl. 9.50. Billederne er fra en lille aftentur i Narsarsuaq, som er resterne af en forladt amerikansk base med masser af asfalterede veje og nu altså flyindgangen til Sydgrønland. Til min overraskelse er her også store træer og resten vil jeg kigge på en sommerdag en dag når jeg kommer forbi i min båd.

Via Narsarsuaq

Efter 5½ times ventetid i Nuuks lufthavn er vi endelig nået til Narsarsuaq... Narsarsuaq er helt snefri, men desværre er der regn og tåge i stor stil. Sidstnævnte betyder at vi nu yderligere har ventet i 3 timer på en helikopter til Narsaq. Ifølge seneste udmelding fra Air Greenland sender de os på en omvej Qaqortoq for yderligere venten...

Via Nuuk

Med yderligere lidt forsinkelse nåede vi i går eftermiddags til Nuuk. Her fik vi den obligatoriske burger på Bryghuset og overnattede så på Hotel Hans Egede. Vækkeuret ringede kl. 04.55 med hurtig afgang til lufthavnen og nu venter vi så bare på flyet til Narsarsuaq, som i skrivende stund er 4½ time forsinket. Håber skyerne snart letter så jeg i det mindste kan gå en tur op på toppen af Lille Malene...

tirsdag den 14. maj 2013

Farvel udsat

Flyet blev forventeligt aflyst pga dårligt vejr i Nuuk. Farvel til Maniitsoq er derfor udsat i 24 timer...

Farvel til Maniitsoq

Meget hurtigt farvel til Maniitsoq, da jeg står med det ene ben på vej til lufthavnen. Først skal vi til Nuuk og i morgen videre til Narsaq. I Maniitsoq er lejligheden tømt og der er sagt takuss. Desværre fik jeg ikke gået en afskedstur i fjeldet, da vejret har været mildest talt elendigt siden vi kom hjem fra ferie for et par uger siden. Som det kan ses er det faktisk stadig vinter selvom der står sommer i min kalender om godt 14 dage.