Vinterferie i Koldedalen

Lige et par linjer om min stolte skude, som efter 8 spændende måneder på bølgen blå, er gået på vinterferie på en stak pinde ude ved Koldedalen. Jeg tør godt afsløre, at jeg allerede glæder mig til mange nye oplevelser via havvejen - og det er der heldigvis kun 4-5 måneders ventetid til! I år har jeg som sejlnovice lært hvordan men ligger til kaj (det er faktisk ikke helt nemt). Hvordan bølger, vind og tidevand arter sig i naturens ånd, men også hvordan naturen i denne forbindelse gebærder sig for menneskehånd (fx når 3 store speedbåde sejlende kommer for fuld hammer forfra og fra begge sider og man samtidig er fuldt bevidst om at de laver rigtigt ubehagelige bølger fra 3 vinkler på samme tid). 2 gange har jeg befundet mig i situationer, som jeg her vil betegne som særdeles ubehagelige, men ubehageligt relaterer i stor udstrækning til erfarenhed og jeg er sikker på at jeg ville håndtere begge situationer med meget større ro i dag (indskudt vil jeg lige præcisere at jeg aldrig har gjort noget dumt, dristigt eller dumdristigt). Væsentligst har jeg selvfølgelig oplevet fantastiske øjeblikke - fx med det smukkeste vindstille, med hvaler, via landgang, med mere. Til næste år glæder sig mig til yderligere udforskning af de nærmeste omgivelser, og måske også lige en anelse længere, og så skal jeg have købt mig et godt telt og hvad man ellers har brug for af småfornødenheder. Altså, fortsættelsen følger til næste år!

Lys for enden

134 dage til sommertid - og så er forbindelsen til internettet så dårlig i dag, at det i sig selv vil være et lille mirakel såfremt dette når ud af Maniitsoq...

Mens vi venter...

Livet går sin "stille" gang... Store mængder regn har skyllet sne og is væk og i morgen står den på endnu en regntur med storm. Det første billede her er af lidt sol i morges, det andet er en favorit, som efterhånden har et par uger på bagen.

Sol-bakkestjerne

Selvom jorden allerede er blevet helt hvid heroppe, og derfor er ufrodig indtil næste forår, er mit blomsterbilledarkiv endnu ikke helt udtømt... Nedensående fotografi forestiller en sol-bakkestjerne (erigeron compositus) og er taget et eller andet sted i Maniitsoq i begyndelsen af juli.

Søndagsintermezzo mandag

Den gamle kirkegård i efterårskulør med snestorm...

Ryge i bedene (VIIII)

Der er efterhånden gået en lille måned siden jeg drog på mit 10-dages kursusophold i Nuuk. Før min afrejse havde jeg gennem en periode på omkring halvanden måned plukket omtrent 35 fuldmodne tomater. På selve afrejsedagen var der præcis 4 flotte grønne eksemplarer tilbage – 4, som kun lige manglede det sidste sollys og derfor ville modnes imens jeg var væk. Fra omkring de sidste 15-20 plukkede tomater var der ikke vokset nye frem, så i mit stille sind gik jeg allerede med vemodige tanker om, at jeg nok var nødsaget til at fælde mit lille tomattræ ved min hjemkomst… Måske har min tomatbusk vejret disse dunkle tanker, eller også er Jette bare en fænomenalt god tomatpasser. I hvert fald blev jeg noget overrasket, da jeg efter de 10 dage under fremmede himmelstrøg kom hjem til cirka 15 små grønne tomater - altså hver især i sandhed små mirakler!!! Jeg har nu været hjemme i lidt mere end 14 dage og dagens tomattælling nåede helt op på 24. Målt efter størrelse er der nogen variation i dette andet kuld og en del af dem må anses for at være gået i stå i deres omfangsmæssige udvikling, men hos mig er dette sekundært - mine tomater er og bliver tomater!

Hvor er gulvskrubben?

Så er der desværre ingen vej uden om længere, det er blevet vinter her i Maniitsoq. Termometeret står på minus 2 og der er pt snestorm derude.
Som det fremgår af billederne, der er taget inden for den sidste time, er der faldet sne nok til at spidsmus, og andre smådyr, gør klogt i at overveje at blive i hullet. Større pattedyr, som undertegnede, vil nok kunne bane sig vej igennem, blot er det irriterende, at min nabo har fjernet den gulvskrubbe mig og mine tidligere naboer ellers har brugt som sneskovl (og faktisk er trappen forsvundet under sne).
Men skidt nu med det - jeg har fri i dag og i morgen og jeg bliver nok bare hjemme...

Ny istid

Laksesæson

Selvom jeg på disse sider har fremvist fangstfotografier af både torsk, havkat og ørred (og lidt ulk er det vist også blevet til) må jeg krybe til korset og erkende at jeg hverken er, eller nogensinge bliver, den helt store fiskespiser... Tre fisk dog undtaget - rødspætte, som jeg må glæde mig til når jeg kommer på besøg i Danmark, samt ørred og laks, der begge er almindelige grønlandske (om end sæsonbetonede) fisk. Juni-august er ørredtid, mens september-oktober (ved ikke om de også er her senere), er laksetid. Brædtet er lige nu stuvet med eksemplarer af sidstnævnte fiskerace og uden større krumspring købte jeg i dag da også en krabat på en 2-3 kg (vil jeg tro). Der er rigtigt meget spise i sådan én, og selvom den gør det meget nemmere med "fisk 2 gange om ugen", så er en fryser altså et must.

Solnedgang i oktober

Maniitsoqs smalleste punkt

Så er der kommet flormelis på fjeldtoppene inde på fastlandet (første fotografi) og DMI varsler nattefrost ned til en 6-7 minusgrader. Jeg har tidligere været inde på hvad jeg mener om DMI, men alligevel må jeg nok se i øjnene at vinteren er lige om hjørnet. Det synes jeg på én måde er ganske hyggeligt, på én anden trist - men sådan er det jo. Dette bliver formentlig mit sidste indlæg i september, da jeg tager til Nuuk i 10 dage i morgen. Internetforbindelser er ikke lige noget man snubler over i Grønland, men hvem ved måske tager jeg fejl...
Før det bliver alt for vinteragtigt heroppe er her en stribe billeder fra en tur jeg var på i slutningen af august. Vandringen er indtegnet cirka midt på kortet og startede helt inde i den inderste krog af Atâfjorden, hvor jeg parkerede båden (og efterfølgende løb ind i problemer med tidevandet (fordi vandet løb ud), men det fandt jeg jo først ud af da jeg kom tilbage), og gik over på den modsatte side af Maniitsoq-øen til det inderste af Kangerdlukfjorden. Her er der vel 3 km fra den ene side til den anden og det synes de fleste formentlig lyder overkommeligt, til gengæld kan jeg love at det uafbrudt går op og ned - og derfor vil jeg nok fraråde at hvem som helst tager turen. Et ufremkommeligt, flot og fascinerende sted med en stor sø i midten og masser af lodrette klippevægge til alle sider. Billede 7 viser, vist nok, Manitsoq-øens næsthøjeste punkt, nemlig Kangerluup Qaqqaralaa med sine 415 meter - og så kunne jeg bare ikke lade være med at tænke på det triste i, at der på dette sted om kort tid givetvis befinder sig en stor vej (hvis de da ikke bygger en bro et andet sted), der skal føre et utal af mennesker og forsyninger ud til et projekteret aluminiumsmelteværk.

Inugsuit Taserssuat re-visited

Et af mine mål for 2008 var at gense Inugsuit Taserssuat, den 5 km lange sø inde på "fastlandet" som åbenbarede sig for mig en augustdag sidste år. I onsdags lykkedes det så endelig.
Hver gang jeg fortøjer min lille skude et nyt og, for mig, uudforsket sted er det en lille sejr i sig selv. I onsdags lidt ekstra fordi jeg faktisk var i nærheden først på sommeren - en dag hvor det var et inferno af strøm, og så var det samtidig før jeg lærte at ligge til (knuder og den slags forvolder nu stadig problemer i ny og næ - ved ikke hvorfor, men pludselig glemmer jeg hvordan man laver dem, og så pludselig kan jeg igen).
Det var flot, men ikke helt så flot som sidst desværre. En klar sommerdag prøver jeg igen. Billederne taler vist for sig selv, men #1 er bugten med den føromtalte strøm, den hedder Tasiussaq, #2 udsigt til Hamborgerland (det er det der er længst væk), #3 til #6 er stykket op til og selve Inugsuit Taserssuat-søen, #7 er Maniitsoq-øen med Pattefjeldet i det fjerne, #8 undertegnede med Hamborgerland som baggrund, #9 Jette på vej tilbage til båden. Ville egentlig ligge et kort på, men nu bliver jeg altså nødt til at løbe på arbejde...

Hamborgerland

I går bragte mit alias som opdagelsesrejsende mig til Hamborgerland - en ø 16-17 km fra byen Maniitsoq, der vel er ca. dobbelt så stor som Maniitsoq-øen og omtrent en anelse mindre end Bornholm. Et stort øjeblik i min udforskning af nærområdet og definitivt ikke mit sidste besøg. Hamborgerland er noget ufremkommelig med rundt regnet 30 fjeldtoppe på mere end 600 meter og et højeste punkt på 1039 meter. Øen er ubeboet, men med "sommerhuse" hist og pist (og et stort antal snespurve og lign). En sveddryppende troppetur i opskruet tempo bragte mig op i nærheden af 400 meter vil jeg tror, men da der på dette tidspunkt ikke lige tonede sig overskuelige mål frem, valgte jeg at returnere ned igen - givetvis en klog beslutning, idet det gav mig god tid til at nå hjem inden mørkets frembrud et par minutter i 21. Ved Kistefjeldet stødte vi på en regnbue og specielt helt ovre ved Hamborgerland var vandet helt fantastisk med bløde diamantfunklende dønninger på det åbne sund og absolut ro inde ved land.