mandag den 18. juli 2016

Eqalugaarsuit

Billeder fra landgang ved Eqalugaarsuit Kuuat (syd-øst for Napasoq) i forrige weekend. Siden har udeliv og fridage desværre været uforenelige (i en i forvejen usædvanlig kølig sommer hvor vi knap har rundet 10 grader på celcius-skalaen)...

fredag den 15. juli 2016

Vækst

Har i dag forøget min våbensamling med en kaliber 30-06 riffel fra Mossberg af typen 100ATR. Den giver mulighed for nedlægge moskusokse og rensdyr, som jeg efter 9 år i Grønland efterhånden er nødsaget til at kaste mig ud i. Den giver også forsvar mod isbjørne hvis man lige skulle møde en i fjeldet (og altså tilfældigvis have riflen med). Nu hvor jeg har forladt Sydgrønland er dette dog usandsynligt (men ikke umuligt). Et hurtigt tjek på internettet tyder på positive anmeldelser af en billig, men også god riffel til prisen. Jeg havde dog ingen valgmulighed, da det var den eneste større riffel i handel. Men jeg er ganske tilfreds. Ammunitionen er gigantisk sammenlignet med patronerne til salonriflen og jeg er derfor noget (an)spændt på at skulle fyre den af første gang.

mandag den 11. juli 2016

Fra asken til ilden

Desværre gik forrige indlæg hen og blev en slags selvopfyldende negativ dommedagsprofeti. Teksten skrev jeg fredag aften om udsigten fra vores vakantlejlighed, som er den lejlighed man giver vikarer (og fastansatte indtil de får deres egen). Allerede i dag mandag fik vi så forelagt en personalebolig, som er den lejlighed man som fastansat i det grønlandske sundhedsvæsen får tilbudt af boligselskabet, som en definitiv bolig man ikke kan sige nej til eller besigtige. Normalt vil disse personaleboliger være af en vis kvalitet i en pænere ende af byen, men i vores tilfælde har man fundet frem til en af Maniitsoqs absolut værste slumlejligheder. Lejligheden ligger i stueetagen i et meget (weekend)støjende kvarter og er helt uden udsigt og dertil nedslidt - altså i direkte modstrid med alt hvad jeg på forhånd havde ønsket, og også fået stillet i udsigt, da jeg blev ansat. Jeg tilkendegav med det samme at jeg uanset konsekvenser ikke ønsker at bo i den lejlighed, da jeg ville blive dybt ulykkelig over at skulle bo sådan et sted. Så må vi se hvad der sker. Nu er jeg i kulkælderen og gør mig alle mulige tanker om hvad jeg skal stille op hvis vi ikke får tilbudt noget bedre. En mulighed kunne være at finde et andet job i en anden by med det samme - og vores møbler står jo stadig i containere. Men her bliver problemet at Johanne skal genoptage sin uddannelse efter hendes ærgerlige orlov med praktik fra september på netop Maniitsoq Sygehus. En anden mulighed kunne være at søge vikariater andre steder i Grønland eller verden. Johanne kunne nok bo hos hendes datter som netop har fået en større lejlighed et andet sted i Maniitsoq (og nok kunne klemme børnene lidt tættere sammen i en periode). Men at vi/jeg allerede skal have disse tanker er selvfølgelig drønærgerligt når man ellers har glædet sig til at vende tilbage og tænkt at det nok var her i Maniitsoq ringen skulle sluttes. Imens jeg skrev dette væltede der pludselig tyk ildelugtende røg ind over vores ellers flotte vakantudsigt. Jeg antog først at det var en ildebrand i en af nabolejlighederne, men det viste sig i stedet at være en jolle nede på stranden som blev futtet af.

fredag den 8. juli 2016

Udsigt på sigt

Vores midlertidige aftenudsigt ned langs Maniitsoq-øen og Hamborgerland i venstre side og bl.a. Kistefjeldet i højre. Så heldige bliver vi nok ikke når vi får vores egen lejlighed, men i skrivende stund bor vi 3 personer i en lidt trang 2-værelses så vi ser faktisk frem til at få vores eget...

fredag den 24. juni 2016

Opdateringer

Indlæggene Arsuk og Paamiut er opdateret...

torsdag den 23. juni 2016

Sejltur

Her link til Google Maps og den nøjagtige gps-rute fra vores sejltur fra Narsarsuaq til Maniitsoq...

tirsdag den 21. juni 2016

Maniitsoq

Da vi vågnede kl. 7 i Nuuk besluttede vi at udnytte vejrudsigtens sidste gode dag og altså fortsætte direkte til Maniitsoq hurtigst muligt. Alternativet ville være at blive i Nuuk på ubestemt tid med længerevarende blæsevejr i udsigt og en ubekvem havnesituationen med overhængende fare for indbrud i båden hvis vi forlod den. Så efter en sidste benzinoptankning begav vi os på de sidste 190 kilometer af vores godt 900 kilometers sejltur. De første 100 kilometer fra Nuuk op langs ydersiden af Nordlandet til bygden Atammik er fyldt med småøer og skær, og da jeg aldrig tidligere har sejlet denne tur var det igen et de områder jeg på forhånd havde været lidt nervøs for. Heldigvis forløb det helt uden problemer. Det sidste stykke fra Atammik var velkendt farvand og efter Napasoq (endnu en bygd) fik vi endelig Maniitsoqs varetegn Pattefjeldet og siden Maniitsoq i sigte...

mandag den 20. juni 2016

Nuuk

Som tidligere nævnt sejlede vi efter et kort ophold i Fiskenæsset direkte videre til Nuuk. Altså yderligere 170 kilometer og derved en dagstur på 316 kilometer. Vi overvejede undervejs en natteopankring, men valgte at fortsætte hele vejen i det dejlige vejr. Jeg var på forhånd nervøs for skærene ved Tre Brødre syd for Færingehavn, men strøg her forsigtigt igennem uden problemer. Turens største udfordring blev i stedet træthed og kulde, da vi nærmede os Nuuk sent på aftenen. Her var jeg faktisk segnefærdig, men måtte alligevel bruge halvanden time på at finde en bådplads i et havnemiljø, som er tæt besat af fritidsbåde og samtidig hensynsløst og ugæstfrit (jeg er farvet fordi jeg tidligere har boet i Nuuk og dengang havde min første jolle). Var lige ved at opgive og sejle videre mod Maniitsoq, men så fandt vi heldigvis et velegnet sted til sidst.

Qeqertarsuatsiaat

Grundet et uforklarligt nedbrud af mit mobile bredbånd fra Arsuk (sjovt nok ikke første, men fra anden dag i bygden) og helt til Maniitsoq har det ikke været muligt løbende at opdatere vores rejsefærd - eller tjekke vejrudsigter som ellers var planen. Dette er altså et retrospektivt indlæg skrevet i en nær fremtid i Maniitsoq. Efter en kort og meget kølig dag/nat i Paamiut stod vi op kl. 04 til endnu en tågedag. Så efter den fornødne benzinoptankning begav vi os forsigtigt de 146 kilometer nordover via den nedlagte bygd Avigait, Frederikshåb Isbrinks sand og lave vande og til bygden Qeqertarsuatsiaat, også kendt som Fiskenæsset. Opholdet i Fiskenæsset blev dog kort, da der stod en strid vind direkte ind i havnen, som søvnmæssigt gjorde en overnatning vanskelig, men også risikerede at gøre skade på båden, da ideel optøjring var umulig. Vi valgte derfor efter et hvilepust at begive os de 170 kilometer videre til Nuuk...

søndag den 19. juni 2016

Paamiut

Så er vi nået til Paamiut. Har problemer med internet så dette kommer fra mobil og bliver ikke til mere nu...

Herfra er opdateret 24. juni med fotos af tåge (som prægede hele dagen), den nedlagte bygd Narsalik og billeder fra selve Paamiut by. Den 135 kilometer lange sejltur fra Arsuk til Paamiut bød også på et godt 40 kilometers uafbrudt stræk ude i det helt åbne. Et stykke jeg på forhånd havde set frem til med noget bange anelser. Heldigvis var vores 2½ dages ventetid i Arsuk velvalgt og derfor kunne vi sejle distancen under rimelige forhold. Men det var tydeligt at der ikke skal meget til før det kan blive særdeles ubehageligt i en mindre båd. Da vi så var igennem det åbne og troede vi kunne slappe lidt af blev vi istedet mødt af tyk tåge og gigantiske mængder isskosser og mindre isbjerge fra Sermilikfjorden godt 60 kilometer syd for Paamiut. Dette kræver sneglefart og er lidt som at finde rundt i en labyrint...

fredag den 17. juni 2016

Arsuk

I går tog vi 187 km fra Narsaq til Arsuk. Vejrudsigten var god, men det endte selvfølgelig med en pæn blæsetur lige fra vi passerede udmundingen af Bredefjorden og hele vejen videre op ad indenskærsruten. Vigtigst nåede vi dog både Nyboes kanal og Qipisargo (?), som kun kan passeres ved højvande. Nu venter vi i silende regnvejr på en god vejrudsigt til turen mod Paamiut, men det bliver tidligst i morgen.

Opdateret 24. juni med fotos af Qassimiut, Nybroes kanal, bølgegang op mod Arsuk og et par billeder fra omegnen af Arsuk. Vi ankom den 16. kl. 20.30 og måtte vente på godt vejr indtil den 19. kl. 4 før vi kunne sejle videre mod Pammiut.