torsdag den 26. februar 2009

Mere andemad til havørn

Som det kan ses af følgende fotografier var der i går atter dømt andemad for en af vores hyppigt tilbagevendende havørne. Ud over selve grundfascinationen ved havørnen, så bliver jeg hver gang også rystet på offerets vegne (jeg har nu oplevet tre edderfugle og en fisk blive taget). I dette tilfælde var et voldsomt og abrupt endeligt dog nok alligevel at foretrække for edderfuglen (faktisk også for undertegnede, idet det ikke er rart at overvære en fugl gå i frysedøden langsomt). Allerede mange timer tidligere havde jeg set den ligge helt alene nede på en stor isflage - og på trods af flere forsøg havde den tydeligvis ikke kræfterne til at få kæmpet sig ud i det frie vand. Tanken om havørnemad havde derfor længst taget form, og ganske rigtigt... I forhold til sidst, hvor havørnen angreb 5-7 gange og først herefter fik fat i sit bytte, var der denne gang ingen slinger i valsen. Havørnen fløj stille og roligt hen mod edderfuglen, slog landingshjulene ud og flaps op, og så snuppede den det stakkels kræ. Edderfuglen nåede lige at fornemme at der var et eller andet i gærde, men på det tidspunkt havde den ikke en chance... Netop som jeg skrev dette gik endnu en havørn til angreb på en fugl lige uden for mit vindue på grødisen. De billeder må vente lidt (er dog lidt nervøs for at de bliver ødelagt af direkte modlys fra solen), men jeg kan afsløre at havørnen i denne omgang ikke fik tilfredsstillet sine behov!

































1 kommentar: