Der er gået en rum tid siden mit sidste besøg på disse sider. Det er jeg lidt ked af, da det er min principielle tanke at holde denne blog kørende så længe jeg er i Grønland... Overordnet går jeg bare og venter på sommerens komme, og lige nu på en pris på den båd jeg har tænkt mig at købe for en del af mine andelsboligpenge (det kommer jeg til at skrive meget mere om kan jeg love). I april tager jeg en tur til Danmark (om mindre end to måneder) og på den måde er sommeren lige om hjørnet. For mig er det i Grønland sommer i maj og så slutter det cirka medio september. Arbejdsmæssigt byttede jeg ved årsskiftet medicinsk afdeling ud med en nyopstartet skadestue/kirurgisk dagsafsnit. Lokalemæssigt er det ikke oppe at køre endnu - så det meste af tiden befinder vi os i Lægeklinikkens lokaler, som tidligere også husede skadestuefunktionen. Som indikeret kører det endnu ikke på skinner og derfor har jeg ingen rigtig mening endnu. En ting er dog sikkert - på medicinsk afdeling var der travlt... Min overordnede mening om Nuuk er dog ikke just positiv. Her er kedsommeligt a la en trist dansk provinsby, pizzaerne er alt for dyre og der er larmende biler over det hele. På en fjeldtur omkring nytår gik det pludselig op for mig hvor meget jeg savner stilheden. Den kan selvfølgelig også findes i Nuuks omegn, men slet ikke som i Maniitsoq hvor den var lige uden for døren. I Nuuk er jeg også blevet utryg ved at gå på gaden alene om aftenen, en følelse jeg ellers aldrig har oplevet (på trods af at jeg fik mange bank i mine unge punkdage). Jeg vil afholde mig fra politik i denne sammenhæng, blot konstatere at det er ubegribeligt at der ikke bliver taget fat om problemerne - mit ønske for grønlænderne er bare at det ikke lykkes at få samlet hele befolkningen i nogle få byer. De fleste har efterhånden nok hørt om det omvendte vejr for tiden - altså koldt i Danmark og varmt i Grønland (sidstnævnte vil dog stadig sige frostgrader det meste af tiden). Indtil videre er middeltemperaturen i Nuuk i februar ifølge DMI +1 grad (sikkert højere, da der har været +5 det meste af dagen i dag). Sidste år lå middeltemperaturen på -5,5 og forrige år på -12,5 og de temperaturer passer vist meget godt med normalen. Følgende billeder af relativ snemangel illustrerer i en vis udstrækning dette - de første 3 billeder er fra tur i Nuuk forrige weekend, de følgende 6 (inklusiv skilift) fra Lillemalene i dag.
mandag den 8. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar