lørdag den 8. marts 2014
Isskosser
Endnu et kig ud over Narsap Saava (Narsaq Sund), som siden i går har været indhyllet i et uigennemtrængeligt dække af isskosser. Eftersom min båd ikke er i vandet har det ikke den helt store betydning for mig, men man kan jo godt forestille sig at fangerne får lidt problemer med at komme ud. Ellers er der ikke så meget der peger i retning af årstidsskift. Vi havde dog et par dage med plusgrader og kraftig vind i sidste uge, men allerede dagen efter faldt der igen store mængder sne. Er grundigt træt af vinter og håber bare snart på lidt skift så vi kan komme af med sneen og derved mere ud i landskabet. Sammenlignet med Maniitsoq er der langt ud i fjeld og den ensomme natur fra Narsaq by. I Maniitsoq var det bare lige ud igennem Koldedalen ved Lufthavnen eller ud forbi radiomasten ved Annertusoq og så var men helt alene i verden. I Narsaq skal man på lang vandretur ned gennem sletten langs Narsaq Elv (og så er man faktisk stadig inden for byradius) eller også skal man på egentlig fjeldvandring - og det er selvfølgelig ikke helt optimalt om vinteren, men skønt om sommeren med udsigt over fjordene og direkte til indlandsisen. Første foto er fra i går, næste ved Narsaq Ilua en dejlig dag i februar.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar