Kaptajn Solo

Har i dag og i går haft mine første egentlige sejlture på helt egen hånd. Det er der som sådan ikke så meget at sige til, det fungerer nogenlunde ligesom når man er flere - bortset fra, at passagerer giver en rar tryghedsfølelse (der er ligesom også en bedre ligevægt i båden). I dag sejlede jeg Johannes ældste datter Moni, hendes kæreste Mika og søn Simon på telttur inde på fastlandet og i går tog jeg bare ud for at gå en tur lidt væk fra de almindelige stier. Hvor jeg på vandet altså foretrækker selskab, er jeg på landjorden bedst stemt med at gå alene.
I går tog jeg ned i bunden af Ataafjorden hvor jeg er stedkendt - her møder man jævnligt andre både, men aldrig (indtil videre i hvert fald) mennesker. Jeg fik hurtigt lagt båden til rette med anker og gik derefter op til en lille sø, hvor jeg har været et par gange før, dernæst videre til en meget større sø, hvor jeg har været en enkelt gang før. På hele turen var der et utal af stenpikkere, der holdt sig på behørig, om end nysgerrig, afstand - desværre havde jeg ikke zoomlinsen med så billederne kommer ikke så tæt på. Min næste fugleoplevelse var mindre behagelig. Da jeg kom op til den store sø var jeg uopmærksomt optaget af blomsterfotograferingsnørderi, men bemærkede pludselig underlige lyde - i næste nu hang der en stor hvidhalet havørn lige oppe over hovedet på mig. Det er altid en storslået oplevelse, specielt når det er med hvid hale - men efterhånden har jeg oplevet det så mange gange. Ørnen fløj op over en fjeldtop, og ude til venstre kunne jeg se endnu en havørn komme baskende med sine store vinger. Der gik lidt - og pludselig hang begge havørne, og begge med hvide haler, lige over hovedet på mig. Herefter havde jeg kun én tanke og det var at komme væk så hurtigt som menneskeligt muligt - jeg havde lynhurtigt en fornemmelse af at jeg var meget uønsket. Efterhånden som jeg sprang fra sten til sten, og kiggende mig tilbage over skulderen, begyndte andre spørgsmål at trænge sig på; angriber havørne mennesker - heller ikke når de er meget sultne eller har en rede i nærheden, det er trods alt en fugl på størrelse med en menneskeoverkrop, vingefang på 2 meter og sylespidse klør og næb. Eftersom jeg skriver dette kan i nok regne ud at jeg overlevede - endda med forbedret kondital.
Afslutningsvis vi jeg lige nævne myggeplagen, som er helt ekstrem for tiden. Inde på fastlandet i dag havde jeg en tyk sky hængende over, omkring og inde i alle blottede åbninger konstant og på én og samme tid - og det var faktisk ikke bedre da jeg kom tilbage til Maniitsoq. Forleden var jeg så medtaget af denne pestilens, at begge mine ører ikke nøjedes med at være ildrøde, som brændte de over den sagde ild, men samtidig også svulmede op, så jeg ud over almindelig gene måtte stå model til grin og bemærkninger som "dumbo".