Efter 8 dages uvished er det er med stor sorg og vemod at jeg må meddele at min kat Sortemis ikke længere er en del af denne verden. Håber dette indlæg bliver det punktum virkeligheden desværre ikke har set sig i stand til at give - i hvert fald ikke for mig. Disse dage har ikke været sjove at komme igennem og pludselig har afstanden mellem Grønland og Danmark føltes uendelig stor.
For nylig skrev jeg her at Sortemis havde det godt hjemme i Danmark. Det viste sig ikke at være tilfældet. Skæbnen ville det således, at jeg tjekkede min danske mobil (efter at den havde været slukket i mere end en måned) og fik aflyttet en besked som meddelte at jeg skulle kontakte Odense Dyrehospital. Allerede her vidste jeg selvfølgelig at noget var rivraskende galt, idet Sortemis blev passet i Odense - en by jeg bortset fra kattepasning ellers ingen tilknytning har til. Desværre kunne jeg først ringe næste morgen og her blev mine værste anelser bekræftet - Sortemis var død fire dage tidligere, dvs. lørdag den 15. september 2007.
Dette var til at forholde sig til og gjorde mig selvfølgelig ked af det - men samtidig blev jeg også vældigt skuffet over ikke at være blevet informeret af den person, som passede Sortemis i Danmark. Derfor ringede jeg selvfølgelig vedkommende op - og til min store forundring (og forvirret glæde) blev jeg her informeret om at Sortemis da lå lige ved siden af, havde det godt og var i levende live. Allerede her havde jeg en forudanelse af dyb tvivl, men tog alligevel oplysningen for gode varer. Vi blev enige om at det nok var bedst at jeg fandt et andet sted til Sortemis.
Herefter skrev jeg til Odense Dyrehospital for at høre om der på en eller anden måde kunne være tale om en misforståelse. Dette tilkendegav dyrehospitalet var muligt, men underforstået meget lidt sandsynligt. Dyrlægen beskriver Sortemis' afgang således: "fakta er at jeg af Falck har fået indbragt en sort (med lidt hvidt) hunkat ind i min vagt i lørdags. Kattet var i voldsomme kramper og mit forsøg med at lægge den i narkose og væsketerapi virkede ikke, da den begyndte at krampe da den efter ca 4-5 timer begyndte at vågne i narkosen. Jeg valgte derfor at give katten fred. Undervejs i forløbet forsøgte jeg selvfølgelig at finde en ejer til denne øretatoverede kat". Katteejeren var selvfølgelig undertegnede og kattens beskrivelse (ud over selve øretatoveringen) passer præcist på Sortemis. Da jeg tidligere talte med dyrlægen i telefonen fortalte han endvidere at en kvinde havde observeret Sortemis i kramper over en periode på en time og først derefter kontaktet Falck.
Selvom det ville være ønskværdigt sluttede sagen desværre ikke her. Min kattepasser påstod hårdnakket at Sortemis stadig befandt sig i hendes varetægt. Derfor arrangerede jeg et andet sted hvor katten kunne blive passet og yderligere en person til at afhente Sortemis i Odense. Her går der så lidt hårdknude i historien, da det viser sig meget svært at få en aftale om et tidspunkt hvor katten kan blive afhentet - og kattepasseren taler i tiltagende grad vredladent uden om. Aftaler bliver udsat. En laves fx af mig pr. telefon og en time efter ringes kattehenteren op med besked om at aftalen er påtvunget af mig (selvom den var klokkeklar) og at afhentning endnu en gang må udsættes - og så fremdeles...
For at gøre en lang historie kort er jeg på dette tidspunkt ikke længere i tvivl - Sortemis er død! Men som den sidste sløjfe på historien lykkedes det i dag, efter endnu et par udsættelser, kattehenteren at møde kattepasseren i Odense (af uforklarlige årsager kunne de ikke mødes i en lejlighed). Kattehenteren, som er en omhyggelig mand, ønskede at få katten at se før han drog til København med en uidentificeret, hvilket han på trods af diverse afledningsmanøvrer får lov til. Allerede her er han ikke i tvivl - katten er ikke Sortemis. Han får arrangeret at de går til en dyrelæge, hvor kattepasseren med kattehenterens ord laver pinlige scener, og dommen bliver at kattens øremærke ikke stemmer overens med Sortemis'. Undervejs i dette forløb i dag indrømmer kattepasseren faktisk at Sortemis på et eller andet tidspunkt har været bortløbet - hvor lang tid siden og hvor lang tid Sortemis således evt. har været gadekat i Odense melder historien desværre ikke noget om.
Tusind tak til Erik for turen til Odense, og tak til Lea, Thore og Eigil for at sidde klar, og selvfølgelig også tak til Sortemis for at være den sødeste kat man kan forestille sig...
torsdag den 27. september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar