Omveje

I går havde jeg mig en fridag og når jeg har fridag går jeg i fjeldet. Det er der overordnet to grunde til. Først og fremmest naturoplevelsen selvfølgelig, men sekundært også for at hente drikkevand. Jeg er kommet til et punkt hvor jeg simpelthen ikke kan drikke det vand som kommer ud af vandhanerne heroppe mere. Det smager ubeskriveligt dårligt af metallisk rust fra de kilometerlange vandrør, som forsyner Maniitsoq med vand fra vandsøen (og jeg er ganske er ganske sikker på også af klor, som i symbiose med rustsmagen giver vandet en dobbelt metallisk smag). Jeg er kommet dertil hvor jeg hverken kan drikke det - eller, endnu værre, lave kaffe. Selv når jeg går i bad kan jeg lugte det, men det kan jeg trods alt leve med uden problemer (ellers kom jeg vist også til at bruge al min fritid på at hente vand). Men hvor vandhanevandet smager forfærdeligt, så smager vandet fra de utallige kilder derimod fantastisk - og kaffen ligeså.
I går, søndag, var min første dag i fjeldet efter torsdagens snevejr og det kom der bl.a. følgende billeder ud af. 1) is og istapper på klippen, 2) udsigt mod vest fra toppen af fjeld ved Blomsterdalen, 3) og mod syd - dvs. mod byen, 4) mod Pattefjeldet - nord, 5) Blomsterdalen oppefra, 6) dyremøde i sneen, 7) klippesø med is, 8) stærkt befærdet kløft med dyrespor (ingen menneskespor dog - jeg har døbt denne kløft "ravnekløften", da jeg har observeret et utal af ravne her).
At færdes i fjeldet er på mange måder det samme som at færdes i en labyrint (og det bliver ikke nemmere med sne). Når man vil et bestemt sted hen er det sjældent muligt i fugleflugtslinie (i hvert fald ikke hvis man ikke vil sætte liv og lemmer på spil) og man risikerer således ofte at skulle gå en eller flere lange omveje for at nå frem til den specifikke destination, også selvom man kan stå og se på stedet. Dette var i udpræget grad tilfældet i går, hvor jeg på forhånd havde udset mig en bestemt top (= billede 3). Først måtte jeg gå en stor omvej for at nå et punkt hvor jeg kunne komme op på fjeldet, som ellers er meget stejlt. Da jeg gik ned igen valgte jeg en anden vej end op - og måtte efter længere tids søgen efter en vej, som ikke gik direkte i afgrunden (og heller ikke bare kunne gå tilbage direkte op af fjeldsiden), vende om og søge tilbage til den vej jeg var kommet op (så jeg skal nok passe lidt på med mine ekspeditioner når dagene snart bliver korte - modsat lærer jeg området bedre og bedre at kende). Da jeg kom ned fra toppen (og bare ville hjem hurtigst muligt) tog jeg en anden vej - som selvfølgelig også var en stor omvej.
Afslutningsvis fik jeg da også fyldt mine vandflasker med iskoldt kildevand (det får man godt nok kolde fingre af).