Kulde

Min første nytårsaften i det grønlandske forløb ikke helt som planlagt, men ind i det nye år kom jeg da. Det var fra morgenstunden beregnet at Michael og undertegnede skulle traktere 8 mennesker (inklusiv os selv) til aftensmad i Michaels lejlighed. Dette antal blev hurtigt reduceret til 5, vi købte ind til fiskesuppe og lammekølle (og nåede heller ikke spærregrænsen for salg af alkohol), og pludselig var vi kun 2 (altså os selv). Men livet fortsætter jo og sådan er det. Da vi et par timer senere ved kaffemik hos Dorte fik muligheden for at sejle til Atammik for at evakuere en patient tilbage til Maniitsoq slog vi til. Evakueringen forløb uden problemer og vi er vist tilbage i Maniitsoq ca. 19.40 og de indledende manøvrer til madlavningen er vel sat i værk ved 20.30-tiden. Altså får vi fortrinlig fiskesuppe samt lam kl. 23. Resten af aftenen og natten blev så brugt på at konsumere Michaels forskellige papvin, som han da heldigvis havde i forvejen. Nytåret blev skudt ind med prompt og pragt både kl. 20 (dvs. kl. 24 i Danmark) og kl. 24 (dvs. kl. 24 i Grønland) - Michael har gjort fyrværkeri til sit speciale så tjek det ud på hans blog.
Billeder - 1-4) forskellige observationer i Maniitsoq, 5) Michael og Niels mens vi forsøger at komme forcere isen i havnen, 6) Maniitsoq fra havsiden med Pattefjeldet i baggrunden og den obligatoriske måge, 7) Ud i mørket.
Mit sidste emne i dag er kulde. I den senere tid har termometeret mere eller mindre konstant stået på minus 14-16 grader, alligevel er det mærkværdigt hvor forskelligt det kan føles uanset vindstille. Jeg har et sæt ører som er meget temperaturfølsomme – det ene øjeblik har man det som om de er ved at fryse af (specielt når der kommer lidt vindpust imod én) og det næste føler man at de har det som en sommerdag i Kongens Have. Har på fornemmelsen at alle termometre i virkeligheden viser forkert, og at man bare skulle lytte til mine ører i stedet. På sejlturen til Atammik i går havde jeg to oplevelser af kulde. Den første var et eller andet sted derude på det store hav – båden banker ned efter en bølge og det sprøjter op. I samme nu er alle vinduer dækkede af is. Fascinerende. Den næste var da vi ankom til Atammik og jeg skulle ud af styrehuset. Tror jeg forsøgte at åbne døren tre eller fire gange før det lykkedes. Det var ikke synderligt blæsende eller noget, men der mødte mig en helt ubeskrivelig kulde, som bare automatisk fik mig til at trække tilbage. Til sidst kom jeg dog ud og jeg tror jeg var i Atammik i 5-10 minutter udendørs. Dette tidsrum blev til sidst ikke bare smertefuldt, men helt ulideligt – uanset ca. 8 trøjer, 2 par vanter, lange underbukser, 3 par sokker og hvad ved jeg. Har ingen anelse om hvor koldt det var, men den var i hvert fald koldere end 15 minusgrader. Dem som har set Hollywood-katastrofefilmen The Day After Tomorrow vil forstå hvad jeg mener.