I dag har jeg så langt om længe fået købt mig nogle metal-dimse-påsættere til mine sko. Dette skulle der gerne være to store fordele ved. Først og fremmest at jeg kan sove tre minutter længere om morgenen, idet jeg så ikke behøver at være så forsigtig når jeg går på arbejde. Sekundært at jeg slipper for brækkede ekstremiteter såvel som eventuelle sygeevakueringer til Nuuk eller Danmark (selvom et lille besøg i Danmark da ville være meget hyggeligt).
Jeg har de senere dage været i en mindre humørmæssig bølgedal fordi jeg føler at jeg i mine forsøg på at være sød/hjælpe patienter og pårørende (såvel som dem som henvender i skadestuefunktionen), den ene gang efter den anden mødes af surhed, vrede, misforståelser og utaknemmelighed (ikke at jeg på nogen måde dog forventer taknemmelighed vil jeg lige understrege). Specielt én oplevelse har jeg haft svært ved at få lagt fra mig, idet den nærmest dagligt dukker op i min tankevirksomhed. For måske en måned siden bliver jeg ringet op ca. kl. 04.00 om natten angående en patient, som jeg ikke her vil beskrive nærmere - blot konstatere at der ikke var tale om en alvorlig diagnose. Da jeg har tilkaldevagt tager sig ind på sygehuset og møder ved min ankomst på afdelingen en håndfuld pårørende såvel som patienten. Jeg beder de pårørende om at forlade vores lille modtagerum og undersøger efterfølgende patienten sammen med en tolk. Herefter tager jeg telefonisk kontakt til en læge og vi bliver enige at give patienten en seng til observation natten over. Klokken er vel efterhånden blevet 04.45-05.00 og siger derfor til de pårørende at jeg synes de skal gå hjem og få sovet, da det er sent og jeg husker at jeg samtidig nævnte at vi nok skulle tage os godt af deres familiemedlem. Herefter blev én pårørende smækfornærmet og ytrede på vej ud af afdelingen at jeg var hjerteløs... Jeg blev helt paf, men fik vist spurgt hvad hun mente med det - hvilket blev ignoreret. Næste dag var patienten frisk og blev udskrevet. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men at blive betegnet som hjerteløs gjorde rigtigt ondt (og i denne parentes bemærket vil jeg lige opfordre mennesker som ynder at tale på lignende vis til sundhedspersonale om at huske på at vi alle er mennesker med følelser såvel som hjerte). Som nævnt synes jeg på det seneste at der har været en ubehagelig overvægt i denne type af negative oplevelser - og uden at mene noget ondt om grønlændere er deres lunte i nogle henseender meget kort.
I dag havde jeg så endelig en modsat oplevelse: jeg fik foræret et par hjemmestrikkede sokker af en sød ældre dame som har været indlagt på afdelingen en række gange.
Så mon ikke det synlige bevis af et par hjemmestrikkede blå-turkise sokker, som i mange år fremover vil lyse op blandt mine ellers kun sorte strømper, vil holde længere end ekkoet af at være hjerteløs... Jeg håber det!
Ellers fik jeg torsdag i sidste uge mulighed for at komme til Nuuk som ledsager ved en patientoverflytning. Jeg har længe set frem til chancen for kommen til storbyen (15.000 indbyggere) med alt hvad det indbefatter af mulighed for indkøbsfråseri, burgerspisning samt biografture. Men for at kunne opleve disse fantastiske ting kræves ikke blot penge, men også tid - og sidstnævnte kom det desværre til at knibe med for mit vedkommende, idet flyet selvfølgelig var forsinket. Ved 19-tiden, hvor alle butikker for længst var lukket, havde jeg fået afleveret min patient på Dronning Ingrids Hospital og fundet Sømandshjemmet hvor jeg skulle overnatte. Tilbage var så biograf og burger. Biografen viste sig at vise Halloween (Nedslagtningen Begynder) - en film jeg, på trods af at jeg havde bestemt mig for at ville se hvad som helst, simpelthen ikke gad se. Men en glimrende cheeseburger med tomat, agurk og icebergsalat (råvarer, som er sin vægt værd i guld i Grønland) samt en hjemmebrygget fadøl på Bryghuset blev det til. Herefter stod den på Discovery på hotellet resten af aftenen og natten, og jeg nåede vist lige at få lukket øjnene inden vækkeuret ringede hjem til Maniitsoq kl. 04.30...
Afslutningsvis har jeg siden onsdag i sidste uge passet katten Misja, som både er langhåret (jeg får hele tiden hår i skægget) og selvfølgelig sød! Som alle katte har den fundet yndlingssteder, fx det rene tøj i mit tøjskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar