Lysere tider

Nu er det lyst helt til kl. 16.30 plus det løse! :-)

Mågefilm

Dagens indlæg er en stump naturfilm om en flok lokale Maniitsoq-måger! Kvaliteten er måske ikke helt på højde med National Geographic og David Attenborough (eller Poul Thomsen for den sags skyld), men man skal jo starte et sted!!!

Måneopgang

Månen kommer op i en skyfri bræmme i går aftes ved 23.30-tiden… Kan godt forstå at månen ikke vil stå tilbage for solen, men forstår ikke helt det større astronomiske aspekt i det? Til gengæld ved jeg at pixeleringen her er blogspots værk - har været inde på det før, men et klik på et billede giver et bedre resultat!

Mærk verden (3. del af av)

Jeg mærker virkelig at jeg lever for tiden! Onsdag og torsdag stod den på mælkesyre, fredag på frostøre og i dag lavede jeg et vrid med hoften ude i fjeldet, som bare gør infamt ondt uanset hvordan jeg forsøger at placere mine ben - at min genvej hjem viste sig som en længere række besværlige omveje gjorde det ikke bedre. Det gode ved den nye skade er at øret er trådt i baggrunden, men det er vist heller ikke så slemt længere! Dagens billeder har Flemming, fjeld og masser af nyfalden sne i hovedrollerne.

Av!

Dagen i dag var en helt og aldeles ubehagelig og iskold snestormsdag. Var det ikke fordi jeg først nu er kommet i tanke om W. C. Fields-citatet "it ain't a fit night out for man or beast" havde jeg allerede i morges valgt at gå direkte tilbage under min varme dyne. Da jeg kom på arbejde måtte jeg fjerne en større mængde is, som havde sat sig på mit højre øre - og jeg må erkende at jeg har reddet mig min første, om end mindre, frostskade (nogle vil måske mene at jeg var advaret?)!!! Det er rødt og det gør ondt, men øret sidder stadig på sin sædvanlige plads!
De fire første billeder er taget i og omkring sygehuset. Femte billede er bybussen, som kører den forkerte vej, og det sjette er det koldeste stykke vej i verden på vej hjem - havde på dette tidspunkt dog fået hætten op så mine ører i det mindste var beskyttet, til gengæld var en større del af mit ansigt dækket af is...

Havørn og mælkesyre

Fridag og fjeldtur! Valgte i dag at gå ud i fjeldet via Aqisseqarajooq (hedder det første stykke i følge mit bykort) - et lille stykke påbegyndt vej bestående af store sprængte stenstykker, der vist skulle have ført ud til en planlagt lufthavn, som i stedet endte med at blive bygget i den anden ende af Maniitsoq (det er i hvert fald den historie jeg har hørt). Om sommeren er den perfekt til gåtur og hvis man går bagud i tid på denne blog vil man helt sikkert finde en håndfuld billeder eller mere taget fra denne kant. På den nuværende tid af året tror jeg dog ikke der har været mennesker derude i månedsvis - og visse steder er der faktisk også ret ufremkommeligt, hvor man lige skal lade sig kure et øjeblik, ligesom tanken om at falde igennem flere meter dyb sne og ikke kunne komme igen også strejfede mig et par gange... Men hvis man ikke tør at gøre noget som helst så bliver livet sgu for trist.
Men hvis jeg lige skal følge kronologien i billederne så var det første jeg passerede selvfølgelig den gode gamle, gamle, kirkegård i Maniitsoq, som altid er god for et godt billede. Herefter stod den på snesko og meterdyb uberørt sne indtil jeg begyndte at undre mig over en underligt udseende sten, helt brun og sneløs. Tror jeg glemte den lidt fordi jeg skulle kæmpe mig gennem sneen, men pludselig var der en fjer, som bevægede sig og så var jeg ikke i tvivl - en havørn! Fantastisk!!! Først tror jeg faktisk bare den sad og sov, men efterhånden blev den opmærksom på min tilstedeværelse. Jeg kæmpede mig langsomt tættere på (det er desværre rimeligt svært at liste i 70 cm lange snesko, som synker en halv meter ned pr. skridt) og kom vel inden for en radius af 10-15 meter før den vurderede at jeg måske ikke var helt ufarlig - faktisk skal det siges at jeg på det tidspunkt kraftigt overvejede om jeg skulle vende om fordi jeg blev mere og mere nervøs for om en sådan fugl kunne finde på at angribe. Dem som kender mig ved sikkert at jeg i den forbindelse en nervøs sjæl, og så skal det altså siges at man ikke er hverken særlig mobil eller kampdygtig i kombinationen snesko og store mængder nysne. Men jeg endte med at stå ansigt til ansigt med havørnen i mange minutter og jeg fik faktisk også optaget noget video på mit kamera, men jeg rystede så meget på fingrene at det endte med at blive useeligt - desværre! Men lidt almindelige billeder blev det da til og hold da k!#! hvor var den stor!!!
I det næste foto bor jeg et eller andet sted i de midterste huse med udsigt til den modsatte side. Herefter det ufremkommelige i forskellige variationer. Jeg får mange kommentarer angående ikke at bruge hovedbeklædning - både fra nær og fjern. Forleden mødte jeg en grønlandsk mand som fortalte mig at jeg var den første dansker han nogensinde havde set som ikke brugte hue - personligt opfattede jeg det både ærefuldt og som et kompliment. Ikke desto mindre er her yderligere to eksempler på at jeg ved specielle lejligheder faktisk lader min isse skåne. Billederne er taget med et par timers mellemrum i dag (og er altså ikke bare til ære for fotografen - som altså er undertegnede) og de mest kvikke vil kunne observere at jeg ikke bare har én hue på, men hele to! Ja, så burde den sag være ude af verden. Apropos giver dette lige en ledetråd til noget andet, nemlig følelsen af at en eller anden grimasse i ens ansigt er frosset fast, noget jeg har oplevet gentagne gange når jeg har været ude og det har været rigtigt koldt - fx også i dag. Når man så kommer gående og vil smile til en eller anden på gaden, ja så sker der ligesom bare ikke noget... Det har jeg igen erindring om nogensinde er sket i Danmark.
Efter ikke at have sat mine ben i en sportshal i 20 år (til andet en rockkoncerter selvfølgelig) var jeg i går til badminton i sportshallen i Maniitsoq (og tænk at noget er gratis i 2008 - det kunne den vestlige verden vist lære noget af). Desværre kan jeg ikke dokumentere min egen tilstedeværelse, men jeg formåede faktisk at gennembanke Michael (en erfaren badmintonsrotte) hele to gange. I dag er jeg ret øm i både ben, baller samt højre arm (og det er som om det er i tiltagende, men nu har jeg jo også været i fjeldet)... Billedet er (startende fra venstre) Ken (sygeplejerske på afdelingen) og Flemming (fys) og ukendt samt Lise (fra sygehusets administration).

Er vejret helt hen i skoven?

Det har længe været almen viden her i Maniitsoq at DMI's vejrudsigter er helt hen i vejret. Dette er åbenbart nu også gået op for meteorologerne på DMI (sjovt nok bruger de selv udtrykket "helt hen i skoven")!? I hvert fald skriver de [her] at deres forudsigelser har haft fejlmargin på helt op til 20 grader - og dem som læser dette kan jo nok forstå at det kan være ubehageligt at gå på arbejde/fjeldet i t-shirt og finde ud af at det er snestorm og/eller omvendt. Påstanden om at DMI er mere driftssikre på nedbør og vind kan jeg dog ikke helt tilslutte mig - fx husker jeg et par orkanagtige efterårsstorme hvor DMI's vejrprognose stod på vindstille.
Herunder er DMI's prognose for i dag og de næstkommende 4 dage. I skrivende stund er klokken cirka 13, det sner let og termometeret uden for mit vindue står på minus 10 grader - altså en fejlmargin på omkring 3, hvilket da må være nogenlunde acceptabelt (jeg tager i hvert fald ikke t-shirt på i dag).
Til eventuelle amatørmeteorologer eller andre som er meget vejrinteressede lover jeg at sende en samlet evaluering af nedennævnte vejrprognose i kommentarer om omkring 5 dage!

Måne

Solnedgang nr. 171

171 gange er solen gået ned mens jeg har været i Grønland. Har ikke tal på hvor mange af disse som går ind under betegnelsen "fantastiske", men det er ikke få. I dag var igen ekstraordinær – en brændende rød himmel i den ene side og samtidig en blå/turkis i den anden (billerne her giver desværre ikke den fulde oplevelse – den blå/turkise farve mindede mig dog om et par af mine strømper som jeg har været inde på her). Overvejede først at beskrive ovennævnte som den diamentrale modsætning til en dansk tv-avis (lytter til én i skrivende stund), men er ikke sikker på at alle helt vil forstå denne association.

Sommernostalgi

Klamme, kolde og blæsende vinterdage, som i dag, er perfekte til nostalgi... Derfor kommer her en lille trailer til min kommende spillefilm "Den lange vej" - om en ensom vandringsmands opstigning fra bunden af Blomsterdalen til Ravnekløftens majestætiske tinde. Filmet i september og færdigklippet i januar.
Efterfølgende forsøger jeg at holde masken, stærkt omsværmet af myg, engang i august. Det lyder måske ikke så rart, men set i bakspejlet synes jeg faktisk det var meget hyggeligt. Michael er manden med fingeren på mekanikken.
Til sidst har man selvfølgelig også brug for musik, som passer til dage som i dag – her vil jeg anbefale Ikons "A Line On A Dark Day" fra deres nye single, som kan downloades ganske gratis her.

Hov lørdag er vist før tirsdag

Først tre alvorlige - derefter foto af 2 x yeti, Michael viser vejen (som bagtrop), hov var det ikke Flemming, jo jeg har hue på (og hit så med det kamera), Michael Barcardi...

Tirsdag

I nat fik jeg så endelig nordlys i anden farve end grøn og så var der selvfølgelig lige en ny variant i himmel og hav i morges...

Søndag

På Panodil og "vil ikke forstyrres"! Ses i morgen!

Munchs skrig

Har i længere tid gået og spekuleret på at der er en slående lighed mellem grønlandske solnedgange og Edward Munchs berømte maleri "Skrik" fra 1893. Her kommer et par eksempler, der er ment til at skulle underbygge denne tanke (desværre mangler mesterværket - solnedgangen hvor jeg sætter i panisk skrigende dødsangst tilbage mod Maniitsoq efter en meget ubehagelig episode i fjeldet). Derfor først et par stykker af solnedgang i Kangaamiut i oktober og så tre fra forleden i omegnen af Maniitsoq (flere her).
Versionerne af skriget er fra Skandinavisk Kunst.