Fridag og fjeldtur! Valgte i dag at gå ud i fjeldet via Aqisseqarajooq (hedder det første stykke i følge mit bykort) - et lille stykke påbegyndt vej bestående af store sprængte stenstykker, der vist skulle have ført ud til en planlagt lufthavn, som i stedet endte med at blive bygget i den anden ende af Maniitsoq (det er i hvert fald den historie jeg har hørt). Om sommeren er den perfekt til gåtur og hvis man går bagud i tid på denne blog vil man helt sikkert finde en håndfuld billeder eller mere taget fra denne kant. På den nuværende tid af året tror jeg dog ikke der har været mennesker derude i månedsvis - og visse steder er der faktisk også ret ufremkommeligt, hvor man lige skal lade sig kure et øjeblik, ligesom tanken om at falde igennem flere meter dyb sne og ikke kunne komme igen også strejfede mig et par gange... Men hvis man ikke tør at gøre noget som helst så bliver livet sgu for trist.
Men hvis jeg lige skal følge kronologien i billederne så var det første jeg passerede selvfølgelig den gode gamle, gamle, kirkegård i Maniitsoq, som altid er god for et godt billede. Herefter stod den på snesko og meterdyb uberørt sne indtil jeg begyndte at undre mig over en underligt udseende sten, helt brun og sneløs. Tror jeg glemte den lidt fordi jeg skulle kæmpe mig gennem sneen, men pludselig var der en fjer, som bevægede sig og så var jeg ikke i tvivl - en havørn! Fantastisk!!! Først tror jeg faktisk bare den sad og sov, men efterhånden blev den opmærksom på min tilstedeværelse. Jeg kæmpede mig langsomt tættere på (det er desværre rimeligt svært at liste i 70 cm lange snesko, som synker en halv meter ned pr. skridt) og kom vel inden for en radius af 10-15 meter før den vurderede at jeg måske ikke var helt ufarlig - faktisk skal det siges at jeg på det tidspunkt kraftigt overvejede om jeg skulle vende om fordi jeg blev mere og mere nervøs for om en sådan fugl kunne finde på at angribe. Dem som kender mig ved sikkert at jeg i den forbindelse en nervøs sjæl, og så skal det altså siges at man ikke er hverken særlig mobil eller kampdygtig i kombinationen snesko og store mængder nysne. Men jeg endte med at stå ansigt til ansigt med havørnen i mange minutter og jeg fik faktisk også optaget noget video på mit kamera, men jeg rystede så meget på fingrene at det endte med at blive useeligt - desværre! Men lidt almindelige billeder blev det da til og hold da k!#! hvor var den stor!!!
I det næste foto bor jeg et eller andet sted i de midterste huse med udsigt til den modsatte side. Herefter det ufremkommelige i forskellige variationer. Jeg får mange kommentarer angående ikke at bruge hovedbeklædning - både fra nær og fjern. Forleden mødte jeg en grønlandsk mand som fortalte mig at jeg var den første dansker han nogensinde havde set som ikke brugte hue - personligt opfattede jeg det både ærefuldt og som et kompliment. Ikke desto mindre er her yderligere to eksempler på at jeg ved specielle lejligheder faktisk lader min isse skåne. Billederne er taget med et par timers mellemrum i dag (og er altså ikke bare til ære for fotografen - som altså er undertegnede) og de mest kvikke vil kunne observere at jeg ikke bare har én hue på, men hele to! Ja, så burde den sag være ude af verden. Apropos giver dette lige en ledetråd til noget andet, nemlig følelsen af at en eller anden grimasse i ens ansigt er frosset fast, noget jeg har oplevet gentagne gange når jeg har været ude og det har været rigtigt koldt - fx også i dag. Når man så kommer gående og vil smile til en eller anden på gaden, ja så sker der ligesom bare ikke noget... Det har jeg igen erindring om nogensinde er sket i Danmark.
Efter ikke at have sat mine ben i en sportshal i 20 år (til andet en rockkoncerter selvfølgelig) var jeg i går til badminton i sportshallen i Maniitsoq (og tænk at noget er gratis i 2008 - det kunne den vestlige verden vist lære noget af). Desværre kan jeg ikke dokumentere min egen tilstedeværelse, men jeg formåede faktisk at gennembanke Michael (en erfaren badmintonsrotte) hele to gange. I dag er jeg ret øm i både ben, baller samt højre arm (og det er som om det er i tiltagende, men nu har jeg jo også været i fjeldet)... Billedet er (startende fra venstre) Ken (sygeplejerske på afdelingen) og Flemming (fys) og ukendt samt Lise (fra sygehusets administration).
3 kommentarer:
Hej Mikkel
Rigtigt fint billede du har fanget af havørnen, - imponerende stykke fjerkræ.
Ja det var vildt - fik det ikke skrevet i teksten, men jeg tror cirka den var på størrelse med min overkrop hvis man savede mig over ved bæltestedet! Desværre kunne mit kamera ikke følge med da den lettede! Øv!!!
Det er nogle dage siden jeg sidst har tjekket din blog, men du er godt nok flittig, der er altid nyt og spændende læsning eller flotte billeder :-) Nogle kunne lære noget af det med at være flittig på bloggen...........Hmmmm
Når jeg ser dine billeder og læste den med sommernostalgi, så tænker jer, at ja, godt nok er sommeren alletiders, men vinteren er for mig den smukketse barskeste og mest livsbekræftende årstid. Og solop og nedgang er helt speciel når sneen på fjeldene farves lyserød af solens stråler.
Lige en lille kommentar til det med huen... Jeg er heller ikke god til det med huer,jeg har da vist nok en et eller andet sted, men den bliver ikke brugt. Dels hænger det nok sammen med at det ugler håret...ja ja...jeg ved jeg er lidt tosset på det punkt, men også fordi den giver mig en klaustrofobisk fornemmelse..... Det har da også resluteret i forfrysninger på ørene mere end en gang... og jeg kan love dig at det minder en om at man har ører.....(sagt mildt...det gør hammernas og ser ikke specielt charmerende ud....Så hatten af for dem der går med hue.
Send en kommentar