En af de første ting jeg lagde mærke til, da jeg kom til Grønland for snart 3 uger siden, var et umiddelbart personligt mentalitetsskift, som tog form nærmest simultant med, at jeg satte mine fødder på grønlandsk jord. Pludselig virkede de generelle danske nyheder, såvel som den danske debat i almindelighed, ubeskriveligt ligegyldige. Når jeg efterfølgende har set tv-aviser (som genudsendes hver dag ca. 4 timer efter at de har været vist i Danmark) bliver denne følelse kun bekræftet. Det er næsten som når man kommer "hjem" og ser bornholmsk eller nordjysk lokal-tv - om havnefesten i Arnager, og beruset knallertkørende ungersvend, som er blevet observeret kørende i retning af Rønne, eller om Jodle Birges søn, som synger Jodle Birge-sange på et plejehjem i Vrå. Ligegyldigheden er efter min mening helt samstemmende, blot er den væsentlige forskel, at der hvor lokaldebatten kan have en vis "charme" fordi den kan have tendens til at være absurd ligegyldig, er landsdebatten (set herfra) i tåkrympende grad præget af danskernes egoistiske, selvtilfredse og bedrevidende navlepilleri, som ingenlunde er morsom - og som oveni samtidig virker meningsløs proventiel. Regeringens nærmest vulgære oplæg til skattelettelser for middelklassedanskeren og opefter (som aldrig har haft større økonomisk rigdom end de har pt og bruger 37 milliarder kroner om året på spil og lotteri (en anden af dagens nyheder) samtidig med at de bare ønsker mere og mere), kort tid før der formodentlig bliver udskrevet folketingsvalg - er i sig selv så ulækkert, at det taler for sig selv. Jeg kan komme med talrige eksempler, og min egentlige pointe er blot, at set i det perspektiv jeg sidder i nu, er det bare så komplet ligegyldigt (ok, det grundindstilling havde jeg til dels allerede da jeg tog hjemmefra, men nu er det tifold). Vi burde hver især skamme os herfra og resten af vores dage. Mennesker overalt i verden har det af hekkenfeldt til, inklusiv Grønland, og også i Danmark.
Så op i bagpartiet med skattelettelser siger jeg bare, eller brug i det mindste skattelettelserne til at give til et menneske et eller andet sted i verden, som vitterlig har brug for det (det kræver i første omgang ikke meget mere end en tur op til Nørreport for at finde én).
Ja, det var så mit indlæg til debatten om danskhed og næste folketingsvalg – og mit største håb i den forbindelse er, at tv-debatterne, når den tid kommer, ikke vil blive genudsendt på grønlandsk tv.
Her er et par links: Plan-Danmark, Hus forbi og følgende er ikke valgflæsk, men hhv. sæl, rensdyr, marsvin, havkat, fjordtorsk og ørred, som fotograferet på brættet i Maniitsoq for et par dage siden.
onsdag den 22. august 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Mere Mikkel! Mere!
Send en kommentar